Foto: Folketinget
Foto: Folketinget
16.03.2018 kl. 09.26

Ni borgmestre: Fokuser på at hjælpe udsatte borgere

Borgmestrene fra ni sjællandske kommuner har sendt et fælles opråb til innovationsminister Sophie Løhde (V) om at droppe de nuværende kludetæppe af lovgivning.
tekst Tom Ekeroth

Borgmestrene fra Helsingør, Ballerup, Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Hillerød og Halsnæs står sammen om et nyt opråb til innovationsminister Sophie Løhde: Vi skal af med det nuværende kludetæppe af lovgivning, der spænder ben for kommunernes arbejde og komplicerer borgernes hverdag

I dag fredag mødes borgmestre og embedsmænd fra ni hovedstadskommuner for at gøre status over frikommuneforsøget "Én borger - én plan". Og erfaringerne er gode: Den midlertidige mulighed for at arbejde tættere sammen på tværs af regler og myndighedsområder har haft stor betydning for en lang række udsatte borgere i de ni kommuner. Borgmestrene opfordrer derfor regeringen og Folketinget til at tage erfaringerne til sig og droppe kludetæppet af lovgivning, der alt for ofte sender borgere håbløst rundt i systemet.

Ifølge borgmestrene er resultatet, at de borgere, vi forsøger at hjælpe, ikke nødvendigvis ser kommunen som en hjælpende hånd, men derimod som endnu en udfordring, der komplicerer deres liv og hverdag.

Erfaringerne fra frikommuneforsøget viser også, at når man spørger borgerne selv, savner de gennemsigtighed i de kommunale processer. De ønsker forståelse for netop deres situation, og de ønsker at blive involveret, så de selv kan være med til at tage styringen og stå inde for de mål, som familien og kommunen sammen opstiller.

LÆS OGSÅ Regeringen sparker frikommunerne til hjørne
FOR ABONNENTER

Derfor opfordrer borgmestrene til, at lovgivningen bliver ændret, så det ikke er kommunens placering af opgaver inden for forskellige myndighedsområder, der bestemmer forløbet. Der skal i stedet være et helhedssyn på tværs af myndighedsområderne, der tager udgangspunkt i borgerens situation. På den måde kan kommunerne sammensætte løsninger ud fra en høj faglig vurdering og en vilje til at forstå og samarbejde med borgeren eller hele familien og sætte deres egne ønsker i spil.

– Vi opfordrer innovationsministeren til at indarbejde de fritagelser inden for lovgivningen, vi har fået som frikommuner, i den videre udvikling af sammenhængsreformen og i den kommende revision af lov om aktiv beskæftigelse. For eksempel fravigelse af proceskrav, fravigelse af at det er lovgivningen, der udelukkende dikterer indholdet i borgerens plan, frihed til at planlægge møderne i forhold til borgerens bedste osv. osv. Vi skal af med det nuværende kludetæppe af lovgivning, der spænder ben for kommunernes arbejde og komplicerer borgernes hverdag, lyder det fra de ni borgmestre.

De ni borgmestre er Benedikte Kiær (K), Karsten Längerich (V), Jesper Würtzen (S), Thomas Lykke Petersen (S), John Schmidt Andersen (V), Ole Bondo Christensen (S), Anders Gerner Frost (Lokal), Steffen Jensen (S) og Kirsten Jensen (S). tek@kl.dk 

Emneord
Frikommune

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ni borgmestre: Fokuser på at hjælpe udsatte borgere Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger