Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
14.03.2018 kl. 10.30

Regeringsudspil: Kommunerne har pligt til at politianmelde borgere

I dag er regeringen kommet med et nyt udspil for nye og forenklede sanktionsregler på beskæftigelsesområdet, og en stramning når det gælder kontanthjælpsmodtagere, der rejser ud af landet. Det er den rigtige retning at gå i, mener KL.

Til årets kommunale beskæftigelsestræf i Kolding for to uger siden fortalte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), at et nyt udspil om sanktioner på kontanthjælpsområdet var på vej, og han gav ved den lejlighed en uforbeholden undskyldning til kommunerne.

− Jeg lægger mig fladt ned. Vi på Christiansborg har været med til at gøre det svært for kommunerne med de 74 sanktionssatser på kontanthjælpsområdet. Det kan vi ikke være bekendt, og det skal laves om, sagde ministeren.

I dag ligger udspillet klar med 20 konkrete initiativer, der forenkler og skærper sanktionsreglerne, og som samtidig styrker kontrollen med de offentlige ydelser. De 12 af dem er forslag på sanktionsområdet, de resterende otte er på kontrolområdet.

Blandt andet bliver de 74 sanktionssatser alene på kontanthjælpsområdet reduceret til fire, så både kommuner og ledige ved, hvor meget der kan blive trukket i ydelsen. Kommunerne skal eksempelvis have mulighed for at sanktionere øjeblikkeligt, hvis ledige blot én gang ikke er mødt op til aktivering eller samtaler. I dag kan det først ske efter flere gange.

LÆS OGSÅ Brancheorganisation kritiserer kommunalt vikarbureau: Vil gå til ministeren
FOR ABONNENTER

Derudover får kommunerne nu pligt til at politianmelde borgere, som opholder sig længere tid i udlandet og uberettiget modtager hjælp.

− Snyd med offentlige ydelser er med til at underminere det danske velfærdssamfund. Derfor skal indsatsen mod snyd og fejludbetalinger være langt mere effektiv, så der bliver sat en stopper for både udbetalingsfejl og personer, som misbruger systemet og snyder sig til ydelser, siger Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

KL er enig

I forbindelse med udarbejdelsen af det nye udspil har KL sendt en række anbefalinger til regeringen, som nu har lyttet. Og der er i høj grad brug for, at sanktionssystemet får banket rusten af sig, mener formanden for KL's arbejdsmarked- og borgerserviceudvalg, Thomas Kastrup-Larsen (S).

− Det er på høje tid, at der gøres op med det nuværende sanktionssystem, som både spilder medarbejdernes tid og virker uigennemskueligt for borgerne. Derfor er jeg meget tilfreds med, at regeringen med sit nye udspil har valgt at lytte til KL's input. Der er i den grad brug for forenkling, siger han til KL.dk.

LÆS OGSÅ Kommune sikrer småjob til ledige, der trues af 225-timersreglen

Udspillet lægger eksempelvis op til, at der skal være bedre mulighed for forskellige former for registersamkøring, så kommunerne hurtigere kan blive opmærksomme på, når noget ikke helt stemmer.

− Vi baserer vores velfærdssamfund på, at man kan få hjælp, hvis man i en periode ikke kan forsørge sig selv. Men vi stiller også det krav, at man skal være til rådighed. Enten til at tage et arbejde, eller møde op til aktivering og samtaler med kommunen. Ønsker man ikke det, så skal der falde en sanktion. Her er det afgørende, at borgeren på forhånd ved, hvilken sanktion, der kan forventes, samt at den falder hurtigt og konsekvent. Det bliver i langt højere grad muligt med dette udspil, siger Thomas Kastrup-Larsen. amgo@kl.dk 

Regeringens forslag på sanktionsområdet er

  • Skærpet sanktion for uberettiget modtagelse af hjælp i udlandet og sort arbejde.
  • Sanktion ved manglende underskrivelse af medborgerskabserklæring (en erklæring alle flygtninge skal underskrive).
  • De 74 beregnede dagssatser erstattes af 4 faste satser.
  • Rimelige grunde skal tænkes ind ved anvisning af tilbud.
  • Krav om aftale om jobsøgning og frist for at joblogge.
  • Skærpet rådighedssanktion (hjælp udbetales alene ved fremmøde) forenkles og udvides.
  • Sanktioner skal ikke kompenseres via boligstøtten.
  • Kortere vej fra forseelse til sanktion.
  • Vejledningsindsatsen forenkles i forhold til omfang og indhold.
  • Præcisering af regler om udvidet partshøring af aktivitetsparate.
  • Udvidelse af mulighed for månedsvis opgørelse af sanktioner.
  • Nedsættelse af arbejdsgruppe med KL om it-understøttelse.

Regeringens forslag på kontrolområdet er

  • Kommunerne får pligt til at politianmelde borgere, som opholder sig længere tid i udlandet og uberettiget modtager hjælp.
  • Tilsyn i lufthavne med at borgere ikke uberettiget har modtaget ydelser under udlandsophold.
  • Bedre muligheder for kontrol med bopæl og samleverstatus via nye registre.
  • Registersamkøringer anvendes til at understøtte vejledende og forebyggende indsatser.
  • Mulighed for at videregive basisoplysninger om borgere i fremsendte kontrol-sager, så kommunerne ikke manuelt selv skal indhente dem.
  • Benchmark af kommunernes brug af fremsendte kontrolsager.
  • Registersamkøring til sikring af at indsatte ikke fejlagtigt får udbetalt ydelser.
  • Mulighed for at Ankestyrelsen kan undersøge sagsbehandlingen på Udbetaling Danmarks sagsområder.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Regeringsudspil: Kommunerne har pligt til at politianmelde borgere Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger