Arkivfoto
Arkivfoto
12.03.2018 kl. 12.10

Samarbejdet er brudt sammen i Slagelse

Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen (S), er træt af det manglende samarbejde og den dårlige stemning i byrådet. Samarbejdsaftalen, der blev indgået med samtlige af byrådets partier, opsiges nu. Oppositionen står til at miste fem formandsposter i udvalgene.
tekst Sascha Reiffenstein Petersen

Samarbejdet fungerer så dårligt i Slagelse, at borgmesteren opsiger en samarbejdsaftale, der blev indgået i december. Den kom i stand ovenpå en dramatisk og højst udsædvandelig konstituering. Opsigelsen af aftalen betyder en ændring i udvalgsstrukturen, så oppositionen kan risikere at miste deres formandsposter.

Alle partierne blev dengang enige om en bred konstituering. Formålet var, ifølge den skriftlige aftale, at markere et fælles ønske om samarbejde og vise, at byrådet ser fremad. Det fremgår af aftalen, at oppositionen, som består af Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, havde fem ud af 10 formandsposter i de stående udvalg. Det er dem, der er på spil nu.

Snitfladeudfordringer og dårlig stemning

Borgmester John Dyrby Paulsen skriver i en intern mail, som Sjællandske har fået indsigt i, at ophævelsen af samarbejdet skyldes Venstres, Dansk Folkepartis og Radikale Venstres måde at være på, både i byrådssalen og udenfor.

– Vi ser ingen som helst grund til at holde fast i en samarbejdsaftale, der giver dem massiv indflydelse og udvalgsformandsposter, hvis vi alligevel bliver mødt af den samme oppositionspolitik og urimelige personangreb, som vi ville have oplevet uden samarbejdsaftalen, siger borgmesteren til Sjællandske.

LÆS OGSÅ Nultolerance overfor overgreb og sexisme i byrådet

Allerede i sidste uge skrev flertallet bag Slagelses borgmester, Socialdemokratiet, SF, Liberal Alliance og Enhedslisten, i en mail, at vedtægterne og deres samarbejdsaftale skulle diskuteres.

Den første forklaring på, at samarbejdet skal ophæves, var, at der er snitfladeudfordringer mellem udvalgene, fordi flere udvalg har behandlet de samme sager. De udvalg, som angiveligt overlapper de andre, er udvalg, som har Venstre, Dansk Folkeparti eller Radikale Venstre som formænd.

Reelle problemer overses

Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre undrer sig over borgmesterens udmelding og mener, at de reelle problemer i kommunen bliver overset. Samtidig fortæller de, at der allerede bliver kigget på udvalgssammensætningen.

De mener, at borgmesteren handler uanstændigt, når han og flertallet bagved opsiger aftalen allerede efter tre måneder.

LÆS OGSÅ Byrådsmedlemmer kan få hjælp i chikane-sager

– Det undrer mig, at han vil ud at ændre noget allerede før sit 100-dages jubilæum. Vi har haft så få møder, at man nærmest ikke kan komme til den konklusion endnu, at man arbejder hen over hinandens kompetenceområder. Det må være baseret på meget få opgaver så, siger Venstres gruppeformand, Knud Vincents, til Sjællandske. sarp@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Samarbejdet er brudt sammen i Slagelse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger