Arkivfoto
Arkivfoto
07.03.2018 kl. 16.34

Omfattende lockoutvarsel: 250.000 kommunalt ansatte kan blive omfattet

KL har netop sendt kommunernes modsvar på strejkevarslet fra de faglige organisationer. 250.000 kommunalt ansatte kan blive ramt af lockout.

En omfattende lockout af kommunalt ansatte danskere kan være på vej. Det er status efter KL’s bestyrelse har drøftet, hvilket modsvar de skulle sende til de faglige organisationers planer om at strejke på en lang række områder.

Svaret bliver nemlig, at KL vil lockoute omkring 250.000 offentligt ansatte, hvis overenskomstforhandlingerne ender i konflikt. Det fortæller KL’s formand, Martin Damm (V), på et pressemøde i Aalborg, hvor KL’s bestyrelse har holdt møde.

– Det er en situation, vi på ingen måde har ønsket. Der er sendt et stort antal strejkevarsler til kommunerne rundt om i landet. I KL har vi en lockout-politik, der hedder, at hvis vi bliver mødt med meget store og omfattende strejkevarsler, så træffer vi en beslutning om lockout, siger Martin Damm ifølge dr.dk

Ældre og handicappede går fri

Lockoutvarsel er ikke rettet mod vand- og varmeforsyningen, ligesom ældreområdet og handicapområdet ikke bliver omfattet af en eventuel lockout.

LÆS OGSÅ HK: Vanvittigt at kommuner skal administrere seniorpension midlertidigt

Til gengæld er folkeskolelærerne omfattet af lockoutvarslet, hvilket vil betyde, at landets skoler ikke kan tilbyde normal undervisning.

Tidligere i dag varslede Sophie Løhde lockout på statens område. Her vil 120.000 ansatte blive lockoutet. Regionerne har også varslet lockout af 70.000 ansatte. Med de 250.000 kommunalt ansatte, kan en konflikt altså betyde, at op mod 440.000 offentligt ansatte kan blive lockoutet.

Overenskomstforhandlingerne er efter sammenbruddene endt i Forligsinstitutionen. Hvis det ikke ender med en løsning, har de faglige organisationer varslet strejke fra den 4. april. Herefter følger så arbejdsgivernes varslede lockout. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Omfattende lockoutvarsel: 250.000 kommunalt ansatte kan blive omfattet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger