Foto: Vandkunsten.com
Foto: Vandkunsten.com
02.03.2018 kl. 08.00

Renovering af ghettoområder betaler sig

En gennemgribende fornyelse af bygninger og udearealer har haft stor betydning for boligområdet Gyldenrisparken på Amager. Det viser en analyse fra Dansk Byggeri, som opfordrer regeringen til at sætte renovering højt på dagsordenen i den kommende ghettopolitik.
tekst Amalie Guldborg Olesen

Gyldenrisparken på Amager var kendetegnet ved nedslidte bygninger, utryghed og sociale problemer. Men efter en gennemgribende renovering fra 2006 til 2014 har boligområdet ændret sig i en markant positiv retning, viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

− På en række forskellige områder som beskæftigelse, indkomst, dagtilbud og uddannelse er der sket et stort ryk fremad efter renoveringen. Desuden er ventelisterne på en lejlighed steget fra 2-4 måneder til 20 år. Det viser helt tydeligt, at det er blevet mere attraktivt både for de eksisterende beboere og for potentielle tilflyttere at bo i området, siger Jakob Hangaard, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Blandt andet de unge i Gyldenrisparken har mærket til de positive forandringer. 95 procent af de unge mellem 15 og 17 år fortsætter på en ungdomsuddannelse i 2017. I 2013 var det 82 procent.

Børn på legepladserne

Også for de mindre børn er der sket en forskel. I forbindelse med renoveringen opførte man en ny daginstitution, Den Grønne Planet, i 2009. Og i 2013 flyttede den integrerede daginstitution Gaia ind i nyrenoverede lokaler. Og det har fået flere børn i alderen et til fem i daginstitution eller dagpleje.

LÆS OGSÅ Retten: Opsigelse af 100 lejere var lovlig

I 2011 var det samlet set 64 procent af de små børn fra Gyldenrisparken, der var i daginstitution. Det var under gennemsnittet for København, som ligger på 88 procent. Men i 2015 var tallet steget til 95 procent, hvilket er væsentligt højere end det københavnske gennemsnit.

− Det er også interessant, at områdets legepladser nu bliver flittigt brugt af forældrene i nabolagets lejligheder og villaer. Og det viser, at Gyldenrisparken opleves meget mere positivt både af beboerne og naboerne, hvilket er et af målene i regeringens ghettopolitik, siger Jakob Hangaard i pressemeddelelsen.

Derfor lyder opfordringen fra Dansk Byggeri til regeringen, at de bør prioritere renoveringen af boliger, institutioner og udenomsarealer højt i de socialt belastede områder. amgo@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Renovering af ghettoområder betaler sig Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger