Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
01.03.2018 kl. 09.06

Sociale medier stjæler tiden fra læsning

Sociale mediers indtog har betydet mindre tid til fritidslæsning, viser en ny analyse. Danmarks Biblioteksforening opfordrer undervisnings- og kulturministeren til at skabe et læsesamarbejde mellem skoler, biblioteker og forældre.

Biblioteker, skoler og institutioner gør alle en indsats for at give flere børn lysten til at læse. Der er brug for en fælles national læsestrategi, og det skal undervisningsministeren og kulturministeren stå i spidsen for, mener Danmarks Biblioteksforening. Forslaget er inspireret af Finland og Island.

Der er flere grunde til, at det er et vigtigt samarbejde, mener formand for Danmarks Biblioteksforening og kulturudvalgsformand i Aarhus, Steen Bording Andersen (S).

– Det er ikke overraskende, at de unges brug af sociale medier er steget de seneste syv år, og at det bl.a. er gået ud over den tid, som tidligere blev brugt til fritidslæsning. Udviklingen understreger dog også det helt nødvendige behov for at styrke indsatsen overfor de unges fritidslæsning, samt både lysten og evnen til at læse længere tekster, siger Steen Bording Andersen.  

Det handler om de unges faglige evner, men der er også et andet mål, understreger Steen Bording Andersen:

LÆS OGSÅ Børns læselyst skal styrkes i disse onlinetider

– Der er heller ingen tvivl om at læsning udvikler både empati og kendskab til andre mennesker og verdener end ens egen eller bare den oplevelse, det kan være at læse en bog. Derfor er det så nødvendigt at have fokus på at fremme lystlæsning blandt børn og unge.

Tænketanken Fremtidens Biblioteker fremlagde i går en analyse af børns læse- og medievaner på en konference med undervisningsministeren. Derefter arbejder de på at nedsætte en task force. Der er behov for at skoler, pædagogiske læringscentre, forældre og biblioteker bidrager i det videre arbejde. sarp@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Sociale medier stjæler tiden fra læsning Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger