Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
30.05.2018 kl. 10.06

Borgmestre: P-lov helt uacceptabel

På tværs af partifarve er borgmestre stærkt utilfredse med lovforslaget om modregning i kommunernes parkeringsindtægter og opfordrer til at forslaget bliver trukket tilbage.
tekst Tom Ekeroth

Staten vil modtage yderligere 364,5 millioner kroner, hvis lovforslaget om modregning i kommunerne parkeringsindtægter bliver gennemført. Det vil til gengæld føre til store tab for kommunerne. København, som vil tabe mest, står til at miste 251,5 millioner kroner:

– Den nuværende regering bør tage det her lovforslag tilbage. Vi får et incitament til at gøre det dyrere at parkere, lyder det fra overborgmester i København, Frank Jensen (S) til Berlingske.

Økonomi-og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har tidligere i en pressemeddelelse skrevet, at den nye lov skal sikre, at P-billetter og parkeringsbøder ikke bliver en "pengemaskine for kommunerne". Men det er noget vrøvl, mener Koldings borgmester Jørn Pedersen (V), for det nuværende loft sikrer det allerede: 

– Jeg forstår ikke bevæggrundene for forslaget, andet end at regeringen vil have flere penge i statskassen. Vi kan slet ikke bruge P-billetter som pengemaskine, siger han til Berlingske. 

LÆS OGSÅ Elbiler: Frederiksberg nærmer sig fuld dækning med ladestandere

Også borgmestrene i Aalborg, Aarhus og Frederiksberg udtrykker stor utilfredshed med forslaget.

– Det er helt utilstedeligt, at regeringen fra den ene dag til den anden beslutter, at den vil stjæle vores penge. Nu vil Simon Emil Ammitzbøll-Bille være parkeringskonge og tjene allermest på parkering i landet, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg til Berlingske. Aalborg vil miste over 26 millioner kroner, hvis forslaget gennemføres.

KL har tidligere kaldt lovforslaget om den nye modregning i parkeringsindtægterne for et ”voldsomt angreb på kommunerne”.

"Det er KL’s klare forventning, at der i direkte forbindelse med lovforslaget ydes en kompensation til kommunerne, der som minimum dækker den finansiering, som lovforslaget trækker ud af kommunerne", lyder det i et høringssvar til lovforslaget om den nye modregningsordning. tek@kl.dk 

LÆS OGSÅ Massefyringer: Kommune klar med jobcenterhjælp

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmestre: P-lov helt uacceptabel Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger