KL's formand og næstformand, Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V). Arkivfoto
KL's formand og næstformand, Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V). Arkivfoto
29.05.2018 kl. 15.51

KL-formand: Markant afstand mellem os og regeringen

Vanskelige økonomiforhandlinger får KL til at indkalde til ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
tekst Rudi Holm

KL indkalder til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde på torsdag for at drøfte status på de igangværende økonomiforhandlinger med regeringen.

Forhandlingerne bliver af KL's formand og næstformand, Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V), betegnet som svære.

– Afstanden mellem os og regeringen er markant på de helt afgørende punkter – serviceudgifter, anlægsbehov og finansieringstilskud. Tæller vi sammen, er der i hvert fald 10 milliarder kroner, som skiller os, siger Jacob Bundsgaard efter tirsdagens forhandlingsmøde med regeringen.

Forhandlingerne har været i gang i et par uger, og ifølge KL's forhandlere har møderne ikke ført til store bevægelser.

LÆS OGSÅ Hul i kassen i Hørsholm: Skal finde op mod 45 millioner hvert år

– Det er uhyre svært at få hul igennem hos finansministeren, selv om tallene taler et tydeligt sprog. I kommunerne står vi med et kolossalt udgiftspres foran os. Bare til næste år vil den samlede befolkning vokse med godt 31.000 personer. Og frem mod 2025 vil antallet af ældre vokse med, hvad der svarer til en kommune på størrelse med Roskilde, siger Jacob Bundsgaard.

Også på anlægsområdet er afstandene store. Regeringen vil sænke kommunernes anlægsramme fra 17 til 16 milliarder kroner. En undersøgelse blandt kommunerne viser et behov på 21 milliarder kroner.

– Det er, som om regeringen har lukket øjnene for det massive behov, der er i kommunerne i forhold til at bygge og renovere. Skolerne rammes af skimmelsvamp, hullerne i vejene formerer sig, terrorsikringsopgaverne vokser, og nu skal vi også bygge nye daginstitutioner for at imødekomme regeringens aftaler på ghettoområdet. Det er ren utopi at tro, at vi kan klare det med et anlægsniveau på 16 milliarder kroner, som vil være det laveste niveau siden kommunalreformen, siger Martin Damm.

Han ser frem til at tale situationen igennem med sine kommunale kollegaer på torsdagens ekstraordinære repræsentantskabsmøde. ruh@kl.dk 

LÆS OGSÅ Egedal finder besparelser for 44 millioner kroner

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL-formand: Markant afstand mellem os og regeringen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger