Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
24.05.2018 kl. 10.49

Dansk Byggeri: Stigning i grundkapitalindskud er gift for alment byggeri

Interesseorganisationen Dansk Byggeri advarer mod at forhøje den kommunale medfinansiering af alment nybyggeri. En voldsom forhøjelse vil give ustabilitet i byggebranchen, lyder advarslen.

Forhandlingerne mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi næste år bør ikke munde ud i en forhøjelse af det såkaldte grundkapitalindskud, mener Dansk Byggeri.

Det nuværende niveau bidrager nemlig til stabilitet i byggebranchen, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

– Stabilitet er alfa og omega i byggeriet. Når kommunerne og bygge- og anlægsvirksomhederne ved, hvad de har at rette sig efter, kan man planlægge og bygge i et moderat tempo over en længere årrække. Sådan bør det blive ved med at være, for det har bidraget til ro i både boligområderne og byggeriet, siger Torben Liborius.

Stridspunktet er den andel af alment nybyggeri, som kommunerne skal betale. Bidraget bliver kaldt grundkapitalindskuddet og ligger lige nu på ti procent af byggeprisen. Det har det gjort de sidste fire år efter en aftale mellem KL og regeringen. Men i år skal niveauet genforhandles, og kommer parterne ikke frem til en aftale, stiger indskuddet som udgangspunkt til 14 procent.

LÆS OGSÅ KL blæser til kamp mod forhøjet grundkapitalindskud

Stigning fører til hamstring

En sådan stigning i grundkapitalindskuddet vil føre til, at der bliver ”hamstret” byggetilladelser, der så vil være omfattet af det nuværende grundkapitalindskud på ti procent, mener Dansk Byggeri. Når stigningen så er slået igennem, vil nybyggeriet i den almene sektor blive droslet tilsvarende ned.

Og den ustabilitet vil presse byggebranchen, mener Dansk Byggeri.

– Dansk Byggeri anbefaler, at regeringen beholder kravet på 10 procent i en længere periode. Hvis man i den nuværende situation, hvor der er stor aktivitet i byggeriet, øger kravet op til 14 procent, vil vi opleve en hamstring til efteråret. Det vil give yderligere pres på byggeriet, siger Torben Liborius.

Differentieret ordning

Finansminister Kristian Jensen (V), der sidder i spidsen for regeringen i økonomiforhandlingerne, udtalte i går onsdag, at en differentieret ordning kan komme på tale.

– Man kunne forestille sig, at man sænkede grundkapitalkravet for de mindre boliger og hævede den for de store boliger, sagde Kristian Jensen.

Hvordan den ordning mere præcist ville skulle skrues sammen, er der ikke kommet noget frem om, men Torben Liborius og Dansk Byggeri advarer mod en ordning, hvor grundkapitalindskuddet for små boliger vil blive 14 procent og endnu højere for store boliger.

– Effekterne af sådan en løsning vil være endnu mere markante, end hvis man hæver grundkapitalindskuddet til 14 procent, så det vil vi advare kraftigt mod, siger Torben Liborius.

Niveauet for grundkapitalindskuddet for 2019 skal være forhandlet på plads sammen med økonomiforhandlingerne, der efter planen forventes færdige i den første weekend i juni. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Dansk Byggeri: Stigning i grundkapitalindskud er gift for alment byggeri Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger