Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
22.05.2018 kl. 08.45

Socialchefer efterlyser mere viden om tvangsadoptioner

Begejstringen for en bestemt metode til at hjælpe udsatte børn, må ikke føre til, at man slækker på den faglige vurdering. Det siger Erik Kaastrup-Hansen på vegne af Socialchefforeningen.
tekst Sidsel Boye

Når børne- og familieminister Mai Mercado (K) gerne vil bane vejen for flere tvangsadoptioner, er det ikke på opfordring fra de kommunale socialchefer. Tværtimod bliver Erik Kaastrup-Hansen, Socialchefforeningen, umiddelbart lidt bekymret ved at høre om ministerens udmelding.

Erik Kaastrup-Hansen, som også er direktør i Aarhus Kommune, maner til besindighed og advarer imod at man i sin begejstring for et bestemt redskab, kan komme til at glemme, at det altid handler om at tage afsæt i barnets trivsel.

–  Selv om jeg er bureaukrat, bliver jeg bekymret, hvis man tænker, at antallet af tvangsadoptioner skal være succeskriteriet. Det handler for os i kommunerne om at gøre det rigtige, og tvangsadoption er et ekstremt indgribende skridt i forhold til et barn. Når det redskab skal bruges, skal det være understøttet med klar viden og faglighed, siger han på vegne af Socialchefforeningen.

Reglerne for tvangsadoption blev sidst opdateret i 2015 med det formål at give flere udsatte børn en tryg base i livet. Siden er der kun gennemført seks tvangsadoptioner, og det har fået børne- og familieministeren til at spille ud med et bud på en mere smidig løsning.

LÆS OGSÅ Kommunerne skal passe ekstra godt på udsatte børn i denne tid

Hvis Socialcheferne skulle ønske sig noget i den situation er det at få mere fast grund under fødderne i form af mere viden om resultaterne med tvangsadoption.

– For os handler det om at kigge på, om tvangsadoption står sin prøve, og om det fungerer, og om barnet får en bedre trivsel og et bedre forløb. Det er der, vi skal have det store fokus, snarere end om der er mange tvangsadoptioner, siger Erik Kaastrup-Hansen.

Han bakker fuldt op om muligheden for adoption, og henviser til, at den danske regler blandt andet er inspireret af de norske.

– Det er betydningsfuldt, at man kan bringe andre facetter ind i forhold til børn, hvis relation til de biologiske forældre er skadelig eller ikke eksisterende. For man må jo sige, at det at være plejefamilie er et arbejde. Det er baseret på nære og tætte relationer, men det er en profession.

LÆS OGSÅ Borgmester: Hvis Sjælsmark var kommunalt var det allerede lukket

I øvrigt bakker Socialchefforeningen altid op om initiativer, der gør lovgivningen mere tydelig for borgere og medarbejdere.

– Så gerne mere af det, men ikke på bekostning af retssikkerheden, siger Erik Kaastrup-Hansen.

Ifølge Socialstyrelsen var prisen for en familieplejeplads i gennemsnit 500.000 kroner om året i 2016. sib@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Socialchefer efterlyser mere viden om tvangsadoptioner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger