Arkivfoto
Arkivfoto
15.05.2018 kl. 06.00

10.000 får mulighed for at gå op og ned i tid

Samtlige medarbejder i sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune får mulighed for at indrette deres arbejdstid, så den passer bedre til deres livssituation.
tekst Sidsel Boye

Fra september får social- og sundhedsmedarbejdere, hjemmesygeplejersker og andre ansatte på sundheds- og omsorgsområdet i Københavns Kommune større mulighed for at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.

Det sker, når samtlige 10.000 medarbejdere som noget nyt får tilbud om, at de efter aftale kan skrue op og ned for deres faste arbejdsuge eller ønske sig nogle faste mødetider, der passer til, at de for eksempel skal hente eller aflevere børn i daginstitution.

Ifølge Magasinet Arbejdsmiljø har ordningen allerede været afprøvet i et pilotprojekt, og evalueringen viser, at det for knap syv ud af ti medarbejdere "i høj grad" eller "i meget høj grad" er vigtigt for deres jobtilfredshed, at de har mulighed for at ændre på arbejdstiden.

Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) siger til magasinet, at det i sig selv er en tryghed at vide, at man har muligheden for at tilpasse arbejdstiden, hvis man skulle få behov for det.

– Vi er jo ikke robotter med et liv, der kører på en lige linje. I nogle perioder er vi mere udfordrede end andre, og her betyder det rigtig meget, at man har en arbejdsgiver, der er lydhør over for, at man kan være i forskellige livssituationer, og som giver mulighed for at gå op og ned i tid uden at være tvunget til at søge et andet job på færre timer, siger Sisse Marie Welling.

Københavns Kommune er landets største arbejdsplads, og sundheds- og omsorgsborgmesteren vil arbejde for, at tilbuddet om fleksibel arbejdsuge bliver udbredt til hele kommunen. Flere forvaltninger er i gang med pilotforsøg.

Ifølge Magasinet Arbejdsmiljø ligger Danmark på en andenplads i EU, når det gælder indflydelse på egen arbejdstid. Kun overgået af Sverige. sib@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 10.000 får mulighed for at gå op og ned i tid Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger