Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
09.05.2018 kl. 12.21

Aftale: En halv milliard til velfærdens kernetropper

Som en del af overenskomstforliget har FOA og KL i dag aftalt at afsætte 544 millioner kroner, så kommunerne kan rekruttere og fastholde SOSU'er til pleje og sundhed.

Det er i stigende grad en udfordring at skaffe social- og sundhedspersonale nok i kommunerne. FOA og KL har i forlængelse af overenskomstforhandlingerne forhandlet udmøntningen af rekrutteringspuljen til SOSU'erne på plads. Det er i alt 544 millioner kroner, som skal bruges til blandt andet højere løn og tillæg. Det skal gøre det nemmere for kommunerne at rekruttere og fastholde SOSU'er, og samtidig sender puljen et klart signal om, at SOSU’erne er helt centrale for den kommunale velfærd.

Michael Ziegler (K), formand for KL's Løn- og Personaleudvalg glæder sig over aftalen.

– Det har været et af de vigtigste krav ved overenskomstforhandlingerne for KL, at vi finder veje til at håndtere den store rekrutteringsudfordring, som kommunerne oplever på ældre- og sundhedsområdet. Derfor er jeg glad for, at vi nu har afsluttet forhandlingerne med FOA om at målrette en del af lønkronerne til social- og sundhedspersonalet, så de kan se frem til klækkelige lønstigninger, siger han.

Løn vokser med opgaven

Rekrutteringspuljen betyder, at både social- og sundhedsassistenter og -hjælpere vil få betydelige stigninger i løn og tillæg ud over de stigninger, som alle kommunalt ansatte får som en del af overenskomstforliget.

– Social- og sundhedspersonalet i kommunerne skal i dag kunne mere end tidligere, og kravene og opgaverne vil kun vokse i takt med, at kommunerne overtager flere og flere sundhedsopgaver i det nære sundhedsvæsen. Med denne klare prioritering af lønkronerne bliver der sat ind både i forhold til at gøre uddannelsen attraktiv og at fastholdelse medarbejdere til en af de helt centrale velfærdsopgaver. Det er rigtig glædeligt, siger Steen Christiansen (S), næstformand i KL’s Løn- og Personaleudvalg.

Lønhop til alle

Konkret bruges rekrutteringspuljen blandt andet på en helt ny lønmodel for social- og sundhedsassistenter, hvor alle SOSU-assistenter vil få en lønforbedring på mindst ét løntrin. Det svarer til, at de hver får cirka 5.000 kroner ekstra årligt. Og der vil være et endnu større lønspring til SOSU-assistenter med mellem fire og 10 års erfaring.

Alle SOSU-assistenter og -hjælpere vil også få højere tillæg og pensionsindbetalinger for at arbejde på skæve tidspunkter så som nat- og weekendarbejde samt en ren pensionsforbedring på 0,29 procentpoint.

Lønløft til eleverne

Rekrutteringspuljen giver desuden et massivt lønløft til SOSU-eleverne. Eksempelvis vil en social- og sundhedsassistentelev på andet år stige cirka 2.400 kroner om måneden. Michael Ziegler slår fast, at det er helt bevidst, at elevlønnen skal stige markant.

– Denne stigning i elevlønnen er med til at sende et vigtigt signal om, at det er et utrolig vigtigt stykke arbejde, som det er helt afgørende for kommunerne – og samfundet generelt – at vi har tilstrækkeligt med kvalificerede ansatte til at varetage, siger Michael Ziegler og suppleres af Steen Christiansen:

– Løn løser dog ikke kommunernes store rekrutteringsudfordring alene. Sammen med de faglige organisationer skal kommunerne iværksætte en række andre ting for at tiltrække flere SOSU-ansatte i de kommende år. Derfor er jeg også glad for, at vi allerede har aftalt med FOA at mødes igen og sætte gang i flere initiativer blandt andet i forhold til det uddannelsespolitiske område.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Aftale: En halv milliard til velfærdens kernetropper Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger