Ti år med faldende sygefravær i København
Sygefraværet i København er faldet markant. – Det er en succes, vi er meget stolte af, siger Frank Jensen (S). Foto: Københavns Kommune
Sygefraværet i København er faldet markant. – Det er en succes, vi er meget stolte af, siger Frank Jensen (S). Foto: Københavns Kommune
08.05.2018 kl. 09.09

Ti år med faldende sygefravær i København

Københavns Kommune har for alvor knækket kurven for medarbejdernes sygefravær. Hele 31 procent er sygefraværet faldet gennem de seneste ti år. Det svarer til, at der i dag er 655 flere fuldtidsansatte medarbejdere på job hver dag sammenlignet med 2007.
tekst Tom Ekeroth

Færre vikarer og mere stabilitet i Københavns daginstitutioner og skoler. Det er den positive konsekvens af, at sygefraværet er faldet hos blandt andet kommunens pædagoger og lærere. 

Siden 2008 er lærernes fravær faldet med 4,1 dage, pædagogernes sygefravær er faldet med 2,7 dage og pædagogmedhjælpernes er faldet med hele 4,5 dage. Og de er ikke de eneste medarbejdere, der har nedbragt deres sygefravær markant. 

– De seneste 10 år har vi ved fælles hjælp nedbragt sygefraværet med næsten en tredjedel. Det gavner både den enkelte medarbejder og københavnerne. Det er en succes, som vi er meget stolte af, og som i høj grad kan tilskrives de ledere og arbejdspladser, som har arbejdet med forebyggelse og systematisk opfølgning, siger overborgmester Frank Jensen (S). 

I 2007 var sygefraværet i Københavns Kommune 16,3 dage pr. medarbejder i gennemsnit. De seneste 10 år har kommunen arbejdet målrettet med at nedbringe sygefraværet. I 2017 var medarbejderne syge i gennemsnit 11,2 dage. Dermed er der sket et fald i sygefraværet på 10 år på ikke mindre end 31 procent, det svarer til hele 5,1 dage. 

LÆS OGSÅ Alle ledere i Slagelse har en strategi for sygefravær

Pres på de andre medarbejdere

Børne- og Ungdomsforvaltningen er én af de forvaltninger, der har sat ind for at nedbringe sygefraværet, blandt andet med en Task Force, der rykker ud til skoler og daginstitutioner med et særligt højt sygefravær. 

– Mange sygedage betyder et ekstra pres på de øvrige medarbejdere og en dårligere kvalitet i hverdagen for børnene på vores skoler og institutioner. Derfor er det så vigtigt at få nedbragt sygefraværet. Indsatsen med Task Forcen viser, at det kan lade sige gøre at reducere antallet af sygedage markant, når lederne hele tiden har fokus på medarbejdernes sygefravær, deres daglige trivsel og arbejdsmiljøet på arbejdspladsen, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).

Indsatsen for at nedbringe sygefraværet er sket i et tæt samarbejde med de faglige organisationer.
Britt Petersen, formand for LFS, fagforening for pædagogerne i København, supplerer: 

– Det er den enkelte medarbejder, der rammes af dårligt arbejdsmiljø, men det er altid et fælles problem, som skal løses i fællesskab. Arbejdsfællesskaber og en stærk tillidsdagsorden har haft stor betydning for det faldende sygefravær, det har skabt et større medansvar hos både medarbejdere og ledere. I arbejdet med at få sygefraværet endnu længere ned, er det vigtigt fortsat at vedligeholde og udvikle de bæredygtige arbejdsfællesskaber, og det kræver opbakning både politisk og i Med-organisationen. 

LÆS OGSÅ God ledelse er afgørende for sygefraværet
FOR ABONNENTER

Vil i den bedste fjerdedel

I 2016 lå Københavns Kommune midt i feltet, når man sammenlignede sygefravær i de danske kommuner. Det samlede billede af kommunernes sygefravær kendes først i maj måned, og København forventer, at kommunen nu er rykket op i den bedste tredjedel. Men indsatsen stopper ikke her. Økonomiudvalget har sat det mål, at Københavns Kommune allerede i 2018 skal ligge i den bedste fjerdedel. tek@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ti år med faldende sygefravær i København Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger