Arkivfoto
Arkivfoto
04.05.2018 kl. 09.44

Per B. Christensen bliver kommissionsformand

Per B. Christensen bliver formand for den undersøgelseskommission, som KL og Lærernes Centralorganisation har aftalt ved overenskomstforhandlingerne. Den nye formand er uddannet lærer og har bred erfaring fra børne- og skoleverdenen.
tekst Line Oxholm Thomsen og Tom Ekeroth

Per B. Christensen, tidligere Børne- og Kulturdirektør i Næstved og tidligere formand for Børne- og Kulturdirektørforeningen, bliver formand for den undersøgelseskommission, der blev resultatet af forhandlingerne mellem KL og Danmarks Lærerforening.

– Jeg er utrolig glad for, at vi sammen i dag kan præsentere Per B. Christensen som formand for den kommission, som skal skabe et fælles billede af, hvordan arbejdstidsregler kan understøtte lærerne og lederne i at skabe den bedst mulige skole. Per B. Christensen er et menneske, som brænder for folkeskolen og har indgående kendskab til lærerfaget – og KL og vi var helt enige om, at han er den rette til at udarbejde et solidt og konstruktivt afsæt for en ny forhandling om lærernes arbejdstid, siger Anders Bondo Christensen, formand for Lærernes Centralorganisation (LC).

Meget engageret formand

KL-formand Jacob Bundsgaard (S) glæder sig meget over, at Per B. Christensen har takket ja til formandsposten:

– Per B. Christensen er et utrolig engageret menneske, som altid har brændt for folkeskolen og børns trivsel. Derfor er han den helt rette til at stå i spidsen for denne nye start for folkeskolen, som lærerne og KL er helt enige om, at arbejdet med undersøgelseskommissionen skal være. Vi glæder os meget til samarbejdet med formanden og Lærernes Centralorganisation om kommissionen, siger Jacob Bundsgaard.

Den nye kommissionsformand kalder det en ære at blive udpeget til posten og ser frem til at komme i gang med arbejdet:

– Det er en spændende opgave med mange perspektiver og udfordringer. Jeg har et stort ønske om at udvikle folkeskolen og at udvikle lærernes og ledernes arbejdsvilkår, arbejdsglæde, stolthed og faglighed. Jeg ved godt, at jeg begiver mig ind på en arena, hvor der har været mange højlydte meningsudvekslinger mellem lærernes organisationer og KL. Men efter at have holdt møde med Anders Bondo Christensen og Jacob Bundsgaard er jeg overbevist om, at begge parter har forpligtet sig til at samarbejde om en ny start for folkeskolen, og det giver mange perspektiver for det arbejde, jeg nu skal i gang med, siger Per B. Christensen.

LÆS OGSÅ Borgmestre: Lærernes arbejdstid for firkantet
FOR ABONNENTER

Den nye kommissionsformand er nu i dialog med Lærernes Centralorganisation og KL om de præcise rammer for arbejdet. Undersøgelseskommissionen begynder først for alvor sit arbejde, når urafstemningen blandt lærerne er slut og under forudsætning af, at forliget er blevet stemt hjem.

Kommissionens arbejde skal være afsluttet inden for halvandet år ved udgangen af 2019. Derefter skal der føres forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale med lærerne, som senest skal være afsluttet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2021. tek@kl.dk

Læs interviewet med Per B. Christensen i Danske Kommuner i næste uge

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Per B. Christensen bliver kommissionsformand Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger