Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
04.05.2018 kl. 12.42

Hårdere straffe til folk der truer politikere og offentligt ansatte

Et bredt flertal på Christiansborg har besluttet at skærpe straffene i sager om chikane, trusler og hærværk mod personer i offentlig tjeneste.
tekst Rudi Holm

Trusler mod politikere og offentligt ansatte bliver fremover straffet hårdere. Det har et bredt flertal på Christiansborg besluttet.

Normalstrafniveauet i sager om chikane og trusler mod personer i offentlig tjeneste eller hverv vil blive hævet med en tredjedel, og det samme vil ske i sager om hærværk.

– Det er skadeligt for demokratiet, når politikere får deres bil smadret eller får chikanerende eller truende beskeder eller opkald. Og det er ligeså slemt, hvis det sker for offentligt ansatte. Det sender vi et klart signal om med denne brede aftale, siger økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

Bag aftalen står regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, De Radikale og SF.

LÆS OGSÅ Skrappe sparekrav øger risiko for vold og trusler
FOR ABONNENTER

En undersøgelse foretaget af Økonomi- og Indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner i vinter viste, at fire ud af 10 lokalpolitikere har været udsat for chikane, trusler eller hærværk i forbindelse med deres hverv.

De skærpede straffe vil betyde, at en person, der i dag får 30 dages fængsel for trusler eller hærværk, vil få 40 dages fængsel, og en person, der i dag får en bøde på 7.500 kroner for chikane, vil få en bøde på 10.000 kroner.

Lovforslaget om de skærpede straffe bliver fremsat til efteråret. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Hårdere straffe til folk der truer politikere og offentligt ansatte Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger