Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
02.05.2018 kl. 09.54

Dyrere parkering for københavnerne

Københavns teknik- og miljøborgmester vil mangedoble prisen på parkeringslicenser for at få biler ud af hovedstaden.
tekst Rudi Holm

Det skal være dyrere for københavnerne at parkere i hovedstaden. Det mener Københavns teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), der erklærer sig parat til at hæve de såkaldte beboerlicenser til 10.000 kroner om året.

I dag betaler 40 procent af københavnerne 100 kroner om året for en parkeringslicens.

– Hvis vi for alvor vil gøre noget ved trængslen og parkeringsproblemerne i København, må vi sørge for, at der er færre biler i byen. Derfor bør vi sætte både timetaksten op og også hæve prisen for beboerlicenser. Det er en hån mod alle andre københavnere, at vi som kommune støtter, at du skal have en bil parkeret på offentligt areal. Derfor bør vi sætte prisen for en beboerlicens op til 10.000 kroner, siger Ninna Hedeager Olsen.

Borgmesteren peger på, at en pris på 100 kroner årligt eller 27 øre om dagen for en beboerlicens ikke giver incitament til at overveje, om man har behov for en bil. Samtidig har en analyse fra konsulentvirksomheden COWI vist, at op mod hver fjerde bil i flere af brokvartererne holder stille som minimum fra mandag til fredag, hvilket kan tyde på, at mange københavnere blot har bilen som en luksus og ikke som en nødvendighed.

LÆS OGSÅ Struer dropper også p-vagter efter regeringsindgreb

– Hvis man vil parkere sin bil i København, må man betale, hvad pladsen er værd, og det er langt mere end 100 kroner om året. Højere priser vil ifølge analyser, forskning og internationale erfaringer få efterspørgslen på parkering til at falde, og det er nødvendigt med et mærkbart prishop, hvis effekterne skal slå igennem, siger Ninna Hedeager Olsen.

Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning vurderer, at en forhøjelse til 10.000 kroner årligt for en beboerlicens vil medføre rundt regnet 6.100 færre biler i København. ruh@kl.dk

Det betaler københavnerne i dag i beboerlicens pr. år

Elbil, brintbil og el-motorcykel: 100 kroner.

Energiklasse A+, A++ og A+++: 100 kroner.

Energiklasse A og B: 745 kroner.

Køretøjer uden energiklasse samt motorcykler: 745 kroner.

Energiklasse C, D, E, F og G: 1.175 kroner.

Kilde: Københavns Kommune

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Dyrere parkering for københavnerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger