Det bliver nu lettere at få tilladelse til at skyde en ulv, der gentagne gange angriber husdyr på trods af forsøg på at holde den væk. Eller ulve, der gentagne gange nærmer sig mennesker eller for eksempel over flere dage bliver set tæt på legepladser og institutioner.
– For mig er det vigtigt, at vi hjælper de mennesker, der har haft ulven tæt inde på livet og har oplevet angreb på husdyr. Det har været for svært at finde ud af, hvornår en ulv udgør et problem, så den må skydes. Og reglerne for at få en tilladelse til at skyde en problemulv har været for snævre. Det retter vi nu op på, så der i fremtiden bliver flere situationer, hvor der kan gives tilladelse til at skyde problemulve, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
EU skal diskutere ulve
Det vil altid være Miljøstyrelsen, der ud fra en konkret vurdering tager stilling til en tilladelse til at skyde en problemulv.
– Dansk Folkeparti lægger stor vægt på, at det skal være lettere at regulere problemulve. Det bliver det nu. Vi lægger også stor vægt på, at sagen skal tages op med EU for at se, om vi kan få mere fleksible regler, siger Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen.
LÆS OGSÅ
Nu står mågerne for skud
Liberal Alliances miljø- og landbrugsordfører, Carsten Bach, siger:
– For Liberal Alliance har det været vigtigt at få en definition af problemulve, som er klar, så det er tydeligt, hvornår en ulv er en problemulv, samtidig med at vi udvider muligheden for at få tilladelse til at skyde en problemulv.
Det Konservative Folkepartis landbrugs- og fødevareordfører, Orla Østerby, mener at de nye regler kan komme de mennesker til hjælp, der oplever ulven som et problem.
– Jeg lægger stor vægt på, at der kommer flere redskaber til at håndtere ulven, så vi kan tage hensyn til de mennesker i Vestjylland, som lever tæt på ulvene. Det er den nye definition med til, siger han.
LÆS OGSÅ
Gamle modstandere i fælles kamp for klimaet
Ingen skud i bøssen
En af dem, der har ulveproblemet tæt på er fåreavler Jørgen Blazejewicz fra Holstebro. Han mener intentionen bag regelsættet er god, men det er praktisk umuligt at gennemføre.
- Men jeg tror ikke, der vil blive skudt nogle ulve efter det regelsæt. Det er alt for kompliceret, siger Jørgen Blazejewicz til JyllandsPosten.
Det han ser som problemet er at man i ministerens regelsæt definerer en problemulv som en ulv, der gentagne gange er kommet inden for 50 meters afstand af menneskelig beboelse eller gentagne gange har forceret et "ellers velholdt hegn" for at dræbe husdyr.
Den bevisførelse mener fåreavleren bliver noget nær umulig.
LÆS OGSÅ
Roskilde roser DMI for dialog om stormvarsler
– Man skal kunne dokumentere, at det er den samme ulv, der volder problemer. Nu har jeg fået taget snart 200 får og lam, men jeg har aldrig set en ulv. Jeg har 54 forskellige folde og kan ikke være der alle steder, siger Jørgen Blazejewicz til avisen.
Læs også: Ulven skal kunne skydes
Ulvehotline
Den nye og udvidede definition bliver en del af Vildforvaltningsrådets arbejde med at lave en ny forvaltningsplan for ulven. Vildtforvaltningsrådet rådgiver ministeren, og forventes at aflevere et udkast til en ny forvaltningsplan for ulven efter sommerferien.
Naturstyrelsen opretter en ny ulvehotline, hvor dyreholdere fra 1. juli 2018 kan få hurtig hjælp ved et formodet ulveangreb.
LÆS OGSÅ
Sønderborg får international pris for sine verdensmål
Sideløbende arbejder Jakob Ellemann-Jensen også på, at der på EU-niveau bliver mere fleksible rammer for regulering af problemulve. Flere andre lande omkring Danmark har også oplevet problemer med ulven, og miljø- og fødevareministeren har været i dialog med den tyske regering om, hvordan EU-reglerne på området kan ændres.