Jeg vil satse på, at det guld, vi ikke har i jorden, det skal ind i hovedet på de unge mennesker. Idéer er fremtidens produkt, siger Thomas Blachman. Foto: Amalie Guldborg Olesen
Jeg vil satse på, at det guld, vi ikke har i jorden, det skal ind i hovedet på de unge mennesker. Idéer er fremtidens produkt, siger Thomas Blachman. Foto: Amalie Guldborg Olesen
16.06.2018 kl. 15.14
FM18

Vi har alle et lille geni på skulderen

Der skal idéer på skoleskemaet, vi skal have indført en statsgaranteret fridag, og flere af os skal måske prøve at lade være med at tænke for meget, før vi taler. Ellers ender vi ud med verdens kedeligste samfund, mener Thomas Blachman.

FOA’s teltområde er fyldt op med mennesker lørdag morgen, der tager for sig af de gratis croissanter og juice, men som primært er mødt op for at høre Thomas Blachman fortælle om sine visioner for Danmark i selskab med journalist Abdel Aziz Mahmoud.

Det første, der bliver talt om, er de unge. Thomas Blachman har allerede med sit program, ”Blachman på skoleskemaet” vist, hvordan han mener, at man blandt andet kan hjælpe de unge ved at sætte idéer og kreativitet på skoleskemaet. Han mener ikke, at vi har en ”se-mig”-generation af unge, men derimod en ”hjælp-mig”-generation.

– Jeg føler, at mange af dem er på herrens mark, og de er dybt stressede. Jeg synes, der mangler en tillid i uddannelsessystemet, der giver noget til elevernes selvtillid. For de har sgu ingen selvtillid. Det hele er regler om, at man skal kravle, før man kan gå, gå før man kan løbe, man må ikke flyve, man må ikke dagdrømme… det er sgu hårde kår. Der er ikke nogen i det her lille land, der får en til at udfolde sig. Men hvordan fanden giver man unge mennesker en inspireret form for kærlighed? Kan man gøre kærlighed praktisk anvendelig gennem inspiration, også i Danmarks vigtigste og største institution, folkeskolen? Det var det, jeg prøvede at gøre, siger Thomas Blachman.

Skriv hvad du søger