Foto: Karen Linnet Olesen
Foto: Karen Linnet Olesen
15.06.2018 kl. 06.22
FM18

Rødgrød med popcorn eller fisk?

Flere af folkemødets gæster har gjort sig tanker om, hvad sundhed og trivsel er. Borgmester Leon Sebbelin (R) kokkerer ofte med fisk, mens Food Maker opfordrer de unge til at eksperimentere med madglæden. I den forbindelse serverede de rødgrød med popcorn og andet eksotisk tilbehør fra deres cykelkøkken i Havnegade.

Se billedserien om Folkemødets sundhedsarrangementer 

– Når jeg laver mad derhjemme, har min kone givet mig et godt råd, fortæller borgmester i Rebild Kommune Leon Sebbelin (R) og fortsætter: – Jeg starter med at vælge grøntsagerne, og bagefter beslutter jeg, hvad vi skal have til. Ofte bliver grøntsagerne suppleret af fisk, og en af yndlingsretterne er pastaret med rejer. Et par gange om ugen spadserer Leon og konen til fitnesscentret og træner med de morgenfriske klokken 05.30. Foto: Karen Linnet Olesen
Food Maker er et projekt i Aarhus Kommune, der handler om at skabe madglæde og fællesskab for de unge i alderen 16-28 år. Torsdag serverede Food Maker rødgrød med lyserøde marengs, hvid chokolade, boghvedegryn, bornholmsk sødskærm, popcorn, mynte, basilikum og selvfølgelig fløde fra deres cykelkøkken i Havnegade. Food Maker har afholdt 475 arrangementer, og cirka 13.500 unge har deltaget i madglæden. Foto: Karen Linnet Olesen
– Rødgrød og popcorn smager virkelig godt, konstaterer fire bornholmere, som hænger ud ved Food Makers bod. – Det er ellers en mærkelig blanding. Foto: Karen Linnet Olesen
Mette Brodthagen, Bente Olesen og Ann Søgård har besøgt Kræftens Bekæmpelse og lavet deres egne uv-armbånd. Udendørs bliver perlerne farvede af uv-stråler, indendørs er de hvide. Armbåndet kan på den måde synligøre de ellers usynlige stråler. Foto: Karen Linnet Olesen
– Jeg løber 40 km om ugen, fortæller Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og fortsætter: – Derhjemme har jeg mit eget drivhus, og det gør det nemt at spise lige så meget salat som varme retter. Foto: Karen Linnet Olesen
4. Klasse fra Kongeskærskolen i Allinge udforsker en Falckbil, mens paramediciner Jon Lindgren svarer på spørgsmål. – Har du prøvet at drifte med den? spørger en af drengene nysgerrigt. (drifte er et udtryk fra motorsporten, hvor bilen skrider ud med bagenden). Jon Lindgren forklarer, at når man kører ambulance, skal man køre ordentligt, hurtigt og sikkert. Foto: Karen Linnet Olesen
Inde i den virtuelle verden står øllene på bordet, og musikken spiller. – Skal du have en øl til? spørger din bedste ven. Lektor på SDU, Gunver Maigaard, er i gang med at udvikle en 3D computersimuleret version af en typisk ungdomsfest. I den computersimulerede fest kan de unge mellem 15 og 18 selv styre festens gang og øve sig i at gå i byen. De skal lære at modstå det sociale pres og sige nej til den øl, der kan give fysiske og moralske tømmermænd dagen efter. Foto: Karen Linnet Olesen
Hanne Mikkelsen er rejsesekretær for BUPL og har slået sig ned i boxen; ”Lyt til det gode børneliv”. Her kan hun oplade sin mobil, mens hun hører historier med og om børn. For hende handler det gode børneliv om, at børnene bliver set og hørt og får masser af frihed. Personligt oplever Hanne, at det gør en stor forskel at have en glad, åben og positiv tilgang til andre mennesker. Det er med til at skabe trivsel og glæde i Hannes eget liv. Foto: Karen Linnet Olesen
Julie Langhoff Wagener går i 0. klasse og har så travlt med at male, at hun knap har tid til at snakke om sundhed. Hun kan dog fortælle, at hun kun spiser slik om fredagen. Medmindre hendes mor har efterladt en chokoladeoverraskelse i hendes madpakke. Foto: Karen Linnet Olesen
Borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), cykler til og fra arbejde. På den måde får han motion i det daglige. Han kan også finde på at holde cykelmøder i forbindelse med sit arbejde som borgmester. Foto: Karen Linnet Olesen

Se også videoen hvor Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) kæmper om at blive den, der skyder den hårdeste bold og dermed bliver folkemødets bedste ”hugger”.

Skriv hvad du søger