Folkemøde: Det skal du opleve fredag
Foto: Joshua Tree Photography
Foto: Joshua Tree Photography
13.06.2018 kl. 12.33
FM18

Folkemøde: Det skal du opleve fredag

Har du kigget på listen over de næsten 3.000 arrangementer til Folkemødet og blevet lidt forpustet ved tanken om at bladre dem alle igennem for at finde guldklumperne? Frygt ej! Danske Kommuner har gjort det sure arbejde og kigget samtlige arrangementer igennem for at finde fem gode bud hver eneste af de fire dage.

Der bliver stillet med stærkeste hold på Hovedscenen, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (16.00), udenrigsminister Anders Samuelsen (10.00), oppositionslederen Mette Frederiksen (13.00) og SF’s formand (19.00) holder partiledertale. Men inden du parkerer rumpetten på en bænk foran Hovedscenen, så tag et kig på dagens anbefalinger. Der er ghettodebat, teknologiforherligelse og -skrækkelse, og politikere i kørestol på programmet, som sagtens kan konkurrere i intensitet med talerne fra toppen af dansk politik.

Som noget nyt er der royalt besøg på Bornholm under Folkemødet, idet Prins Joachim og Prinsesse Marie besøger klippeøen. Hvis du skal have et glimt af de kongelige, kan du møde op på Kirkepladsen cirka 10.20, hvor Winni Grosbøll byder velkommen. Derefter deler de sig op og deltager hver i en håndfuld events. Det fulde prinsepar-program kan du se her.

1. Er der guld gemt i ghettoerne?

Ghettodanmark er en varm kartoffel, så det kommer vi selvfølgelig ikke udenom på Folkemødet. Pensionskassen PKA har 275 milliarder pensionskroner og en lidt ny vinkel på debatten. De spørger nemlig, om private investorer kan bidrage til løsninger på problemerne i Danmarks udsatte boligområder. Med til debatten er Dansk Byggeri, PKA, Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), og Maria Kavita Nielsen, der arbejder med iværksætteri for unge i udsatte boligområder.

Tid og sted: 10.30-11.15, G6 Geelmuyden Kiese – Yder-/indermolen

2. Velfærd reddes af robotter og algoritmer – ikke flere penge

ROBOTTER KOMMER! Men det er bare dejligt. Et panel af kommunale og regionale folk og private erhvervsdrivende skal i hvert fald debattere, om robotterne, algoritmerne og de automatiserede systemer kan forløse et effektiviseringspotentiale i det offentlige. Det tegner til at blive teknologiforherligelse i højeste gear. Så kom af sted og se, hvilken robot der i fremtiden skal tage telefonen nede på dit rådhus.

Tid og sted: 11.45-12.45, A29 OPS Scenen – Danchells Anlæg

3. Datadeling: truer effektivisering borgernes datasikkerhed?

Efter tech-jublen før frokost kan du komme lidt ned på jorden med en debat, der ser ud til at have lidt flere maskinstormere i panelet. Det offentlige er i besiddelse af utællelige mængder data, og hvis politikerne udvider myndighedernes muligheder for at dele, samkøre og udveksle deres data, så risikerer datatoget at køre fra borgerne, der vil stå tilbage på perronen med deres retssikkerhed i hånden. Så måske skal vi lige klappe hesten i forhold til de nye teknologiske muligheder, lyder oplægget til debat.

Tid og sted: 13.30-14.30, J31 #Faktaboksen – Kæmpestranden

4. Fra militær til civil – kørestolsrugby under åben himmel

Oven på en omgang seriøs, alvorlig og tung debat, skal vi ud i solen og til noget mere opløftende. Et hold rutinerede veteraner, der har kastet sig over kørestolsrugby, skal spille med en håndfuld folketingspolitikere, der næppe har tilbragt mange timer på en kørestolsrugbybane. Så hvis du altid har drømt om at se en tidligere soldat banke sin kørestol ind i Morten Østergaards (R) eller Troels Lund Poulsens (V) ditto, så skulle der være rig mulighed for at udleve drømmen her.

Tid og sted: 15.00-16.00, B50 Kørestolsrugbybane – Nordlandspladsen

5. Overrækkelse af den socialøkonomiske kommunepris

Vi runder dagen af med feststemning. Tre af landets førende socialøkonomiske virksomheder er gået sammen om at uddele en årlig pris til den kommune, der har gjort mest for at skabe gode rammer for socialøkonomiske projekter. Sidste år vandt Silkeborg, så borgmester Steen Vindum kommer forbi og giver vandrepokalen videre til den næste vinder.

Tid og sted: 17.00-17.45, J22 Det socialøkonomiske telt - Kæmpestranden

Klik videre for at læse vores anbefalinger til TorsdagLørdag og Søndag

Emneord
Folkemøde 2018

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Folkemøde: Det skal du opleve fredag Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger