Foto: Joshua Tree Photography
Foto: Joshua Tree Photography
13.06.2018 kl. 12.38
FM18

Folkemøde: Det skal du opleve lørdag

Har du kigget på listen over de næsten 3.000 arrangementer til Folkemødet og blevet lidt forpustet ved tanken om at bladre dem alle igennem for at finde guldklumperne? Frygt ej! Danske Kommuner har gjort det sure arbejde og kigget samtlige arrangementer igennem for at finde fem gode bud hver eneste af de fire dage.

Det er lørdag og du skal finde klaphatten frem. Danmark spiller nemlig den første gruppekamp ved VM i Rusland. Landsholdet byder Peru op til dans, og du kan følge hele molevitten på Hovedscenen fra kl. 17.30 eller et af de mange andre steder, der tænder for tv’et. Men inden VM-bolden ruller, er der tre partiledertaler på Hovedscenen. De Konservatives Søren Pape Poulsen (10.00), Enhedslistens Pernille Skipper (13.00) og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (16.00) får mikrofonen i hånden. Tidligere har Thulesen Dahl overladt scenen til sin partikollega MF’eren Kim Christensen, der gav et nummer. Måske Morten Messerschmidt i år giver en prøve på sine sangtalenter? Man har lov til at håbe!

Men inden det hele går op i fodbold og amatørsang, så tag et kig på dagens anbefalinger.

1. Hvornår skal man tage en trussel seriøst?

Trusler er desværre blevet en fast bestanddel af kommunalpolitikernes liv. Men skal man egentlig tage et vredesudbrud på Facebook alvorligt. Eller er det først, når der ligger et brev med håndudklippede bogstaver i postkassen, at man skal kigge sig over skulderen? Det forsøger to forskere fra Københavns Universitet at svare på ved at henvise til international forskning. Vi kan allerede nu løfte sløret for, at jo grovere truslen er, jo lavere er risikoen for, at afsenderen gør noget alvor af truslerne. Men kom forbi og hør mere fra de to forskere, der er i færd med at undersøge danske trusselsbeskeder.

Tid og sted: 08.30-09.20, G26 Københavns Universitet – Yder-/indermolen

2. Danske kommuner: Byrødder eller børshajer

Pengekassen i kommunerne boomer, og mens finansminister Kristian Jensen sukker efter, at opsparingen bliver brugt til at sænke skatten, placerer kommunerne deres penge i værdipapirer, så de ikke svinder ind med inflationen. Alm. Brand spørger, hvordan det egentlig går med kommunernes Wall Street-eventyr. For kan man både balancere etik, socialt ansvar og risiko, undgå skattelyvirksomheder og samtidig få borgernes penge til at yngle?

Tid og sted: 10.30-11.30, G6 Geelmuyden Kiese – Yder-/indermolen

3. Bjarne Corydon – fra politisk leder til chefredaktør

Og nu til noget for lederne eller folk med hang til ledelse. Manden bag DONG-salget, der siden blev McKinsey-konsulent, er nu chefredaktør på Børsen. Han skal udfrittes om sin rejse af Lisbeth Knudsen, der er chefredaktør på Mandag Morgen. Så hvis du tænker, at et mand, der har haft tunge lederposter i både det offentlige og private, har noget spændende at sige, så er det på ledelsesscenen, det sker. Og så kan du jo spørge ham, hvad der egentlig skete med det der DONG-salg.

Tid og sted: 13.40-14.30, C25 Ledelsesscenen – Cirkuspladsen

4. Hvem betaler for de frie skolers succes?

Siden kommunalreformen er der kommet færre og færre folkeskoler, mens antallet af friskoler er steget. Det sker blandt andet, når kommunen lukker en lille folkeskole og de lokale opretter en friskole. Men hvordan kan det lade sig gøre at drive en friskole, når folkeskolen ikke kunne betale sig? Svaret er lave lønninger til personalet. CEPOS, Dansk Friskoleforening, Frie Skolers Lærerforening og en lokalpolitiker skal debattere om det er smart, eller om det bare betyder ringere lærere og fagligt svagere elever.

Tid og sted: 16.30-17.30, C29 FTFa-teltet - Cirkuspladsen

5. Spørg Clement

Hvis du mod forventning ikke skal se Danmark spiller mod Peru, så skal du kigge langt efter et spændende arrangement i de knap to timer kampen står på. Men efter kampen åbner Folkemødet op for godteposen igen. Hvis du stadig har mod på oplevelser sent på aftenen, så kan du møde DR-værten Clement Kjersgaard hos Højskolernes telt. Normalt ville det være Kjersgaard, der hudfletter en uregerlig politiker, men denne gang får publikum lov til, at spørge Clement Kjersgaard om lige hvad de har lyst til.

Tid og sted: 21.30-22.30, A7 Højskolernes Folkekøkken – Danchells anlæg

Klik videre for at læse vores anbefalinger til TorsdagFredag og Søndag

Emneord
Folkemøde 2018

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Folkemøde: Det skal du opleve lørdag Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger