Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
06.06.2018 kl. 08.52

Aftale: Flere penge og ny styring

Et milliardløft til sundhedsvæsenet og en ny styringsmodel. Det er hovedresultatet af den økonomiaftale, som Danske Regioner netop har indgået med regeringen. Et gedigent løft af sundhedsvæsenet, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.
tekst Tom Ekeroth

Danske Regioner har netop indgået aftale med regeringen om regionernes økonomi for 2019. Aftalen betyder, at sundhedsvæsenet samlet bliver løftet med en milliard kroner næste år, heraf 200 millioner kroner til psykiatrien. De nye penge til sundhedsvæsenet skal direkte ud og gøre en forskel for patienter og personale, siger Stephanie Lose (V), formand i Danske Regioner:

– Jeg er meget tilfreds med, at regeringen har lyttet til vores argumenter og anerkendt behovet for et substantielt løft til det sundhedsvæsen, som vi alle nyder godt af. Regionerne er garant for, at pengene bliver brugt forsvarligt til gavn for patienterne, siger hun.

Løftet er helt nødvendigt, fordi presset på hospitalerne stiger. Der bliver flere ældre, der kommer bedre og ofte dyrere behandlingsmetoder, og udgifterne til medicin stiger.

Regeringen og regionerne er også enige om endegyldigt at afskaffe produktivitetskravet, som hospitalerne har været underlagt i en årrække. Netop afskaffelsen af produktivitetskravet har i årevis været en mærkesag for regionerne, fordi det førte til et alt for entydigt fokus på høj aktivitet – i stedet for bedre kvalitet for patienterne.

LÆS OGSÅ Alkoholforbrug koster milliarder
FOR ABONNENTER

Nu er Danske Regioner og regeringen blevet enige om en model, som skal flytte sundhedsvæsenet tættere på den enkelte borger og understøtte, at patienterne oplever mere sammenhængende behandlingsforløb. En ny såkaldt nærhedsfinansiering indfases fra 2019 og betyder blandt andet, at regionerne skal arbejde for mere brug af telemedicin, samling af ambulante besøg på færre dage, færre akutte genindlæggelser og flere behandlinger, der rykker tættere på borgerne.

– Jeg er meget glad for, at vi nu definitivt kan vinke farvel til produktivitetskravet, og at vi i stedet går aktivt ind i arbejdet med at omstille sundhedsvæsenet – med fokus på nærhed og sammenhæng. Den udvikling er allerede i gang i regionerne i dag, og den nye aftale med regeringen giver sundhedsvæsenet endnu et skub i den rigtige retning, siger Stephanie Lose.

Ulla Astman (S), næstformand i Danske Regioner, glæder sig også over, at aftalen både betyder flere penge og en ny styring.

– Med økonomiaftalen sætter vi to streger under, at sundhedsvæsenet skal indrettes mere på borgernes præmisser. Vi kan for eksempel hjælpe flere borgere med KOL og diabetes hjemme, så de undgår mange hospitalsbesøg. Derudover giver aftalen psykiatrien et løft på 200 millioner kroner ekstra i 2019, der blandt andet skal bruges til øget kapacitet, både i børne- og voksenpsykiatrien, siger Ulla Astman. tek@kl.dk 

LÆS OGSÅ Effektfulde indsatser i boligområder

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Aftale: Flere penge og ny styring Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger