Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
17.01.2018 kl. 11.01

Video hjælper udsatte familier

I seks forskellige kommuner har man benyttet sig af en metode, der hedder Marte Meo, hvor man bruger videofilm til at skabe en tættere relation mellem sårbare forældre og deres barn. Et nyt forskningsstudie fra Aarhus Universitet viser, at det virker.

69 familier har deltaget i et nyt forskningsprojekt, hvor man har gjort brug af videofeedback til at styrke relationen mellem spædbørn og mødre. Og det virker, viser forskningsstudiet fra Aarhus Universitet.

De 69 familier var på forhånd identificeret som særligt sårbare, enten på grund af et for tidligt født barn, en begyndende fødselsdepression eller andre forhold, som kunne påvirke forældreevnen i en negativ retning. Familierne fik i en periode fire ekstra hjemmebesøg af en sygeplejerske, der videofilmede moren i hendes omgang med barnet.

Metoden går på, at der derefter bliver gennemgået udvalgte videoklip sammen med moren, og der bliver talt om, hvad hun gør, der fungerer godt. På den måde styrker man relationen og tilknytningen mellem mor og barn, hvilket er utrolig vigtigt for barnets videre udvikling.

I næsten alle 69 familier skete der forbedringer i den tidlige relation mellem mor og barn, sammenlignet med de 209 familier i sammenligningsgruppen, der fik den sædvanlige sundhedsplejer, som sårbare familier får stillet til rådighed af kommunen.  

LÆS OGSÅ Kommunerne skal passe ekstra godt på udsatte børn i denne tid

− Studiet dokumenterer, at Marte Meo-metoden har en gavnlig effekt på relationen mellem mødre og børn. Med videofeedback kan sundhedsplejersken fokusere på det, som fungerer, og på det, der skal støttes til at blive til mere. Det er eksempelvis når mor og barn har øjenkontakt, eller når stemmerne er afslappede. Sunde, tidlige relationer har meget stor betydning for den fremtidige sundhed. Derfor er det væsentligt at vide, hvad der har størst effekt, så den hjælp kan sættes hurtigt ind i familier, som har brug for det, siger sundhedsplejerske, ph.d. og master i folkesundhedsvidenskab, Ingeborg Hedegaard Kristensen i en pressemeddelelse.

Det er hende, som står bag studiet.

Den videobaserede analysemetode kaldes Marte Meo, og sygeplejerskerne i studiet er uddannet til at benytte sig af den. Marte Meo er latin for "ved egen kraft". Formålet er at skabe en anerkendende og udviklingsstøttende kommunikation mellem for eksempel børn og voksne eller ældre og plejepersonale.

De udvalgte familier og sundhedsplejersker var fra Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Skive, Skanderborg og Viborg Kommuner.

LÆS OGSÅ Kriminaliteten falder blandt børn i ghettoer

Studiet var finansieret af AU RECEIV Aarhus Universitet, Folkesundhed i Midten og Novo Nordisk Fonden. amgo@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Video hjælper udsatte familier Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger