Arkivfoto
Arkivfoto
17.01.2018 kl. 14.56

Odense den store vinder i udflytningen

49 provinsbyer tilgodeses i regeringens nye plan om udflytning af statslige arbejdspladser. Miljøstyrelsen skal flytte 440 medarbejdere til Odense.
tekst Rudi Holm

Odense blev den store vinder, da regeringen i dag offentliggjorde anden etape af udflytningen af statslige job. I alt får Odense 465 af de 1.800 statslige arbejdspladser, der flyttes ud af hovedstaden. 440 af de 465 stillinger leveres af Miljøstyrelsen, og det er den største enkeltflytning af en statslig styrelse.

I alt vil provinsen ifølge regeringens planer få tilført 4.024 nye statslige stillinger. 1.600 kommer fra Skat, og 600 forventes at blive leveret af Forsvaret – det sidste er dog en ambition, erkendte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved præsentationen i dag, da den del afhænger af et kommende forsvarsforlig på Christiansborg.

I alt bliver 49 danske provinsbyer tilgodeset i regeringens plan "Bedre Balance II".

– Vi ønsker at skabe et Danmark, der hænger bedre sammen og er i geografisk balance. Derfor flytter vi nu igen statslige arbejdspladser ud af København og ind i resten af landet. Det er ret og rimeligt, at arbejdspladserne kommer tættere på borgere og virksomheder, for staten tjener hele Danmark, og derfor skal de statslige arbejdspladser også være til stede i hele landet, siger innovationsminister Sophie Løhde (V).

LÆS OGSÅ Bogense vil være refugium for sprogforskere

Hun understregede, at den nye runde af udflytninger vil finde sted så hurtigt som muligt.

– Erfaringerne fra første runde af udflytninger viser nemlig, at der hvor det er gået bedst, var der hvor flytningen gik hurtigst. Derfor vil der heller ikke blive bygget nyt i forbindelse med denne runde af udflytninger. De nye arbejdspladser vil blive etableret i allerede eksisterende bygninger, siger hun.

Lars Løkke Rasmussen oplyste ved præsentationen, at regeringen ikke har planer om en "Bedre Balance III".

– Men når der oprettes nye statslige arbejdspladser, vil de som udgangspunkt skulle placeres uden for hovedstadsområdet, siger han.

LÆS OGSÅ Landdistrikterne vil have udflytning op i tempo

Adspurgt om den forestående justering af det kommunale udligningssystem også vil rumme elementer til udflytning af statslige arbejdspladser, svarede han:

– Udligningssystemet kan også godt være en komponent.

I Landdistrikternes Fællesråd vækker den nye plan stor begejstring.

– Vi har haft et klart ønske og en forventning om, at planen for 2018 blev mindst ligeså omfangsrig som den første flytning. Det er vi glade for, at regeringen har lyttet til. Efter en årelang centralisering af arbejdspladser og uddannelsesmuligheder får vi her en plan, der samtænker job- og uddannelsesmuligheder, siger formanden for fællesrådet, Steffen Damsgaard. ruh@kl.dk

LÆS OGSÅ Fradrag skal lokke byboer til landet

Du kan læse hele planen for Bedre Balance II på dette link

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Odense den store vinder i udflytningen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger