Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
16.01.2018 kl. 13.59

Tabte vandværkssager kan koste borgerne dyrt

Østre Landsret gav i dag Skat medhold i to prøvesager mod Hvidovre Vand A/S og Hjørring Vand A/S. Beløbsmæssigt er der tale om den største skattesag nogensinde. En regning på op mod 36 milliarder kroner kan ende hos forbrugerne.

Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva) mener, at vandselskaberne bliver brugt som "malkekøer" i Skats jagt på flere milliarder. Derfor har 275 vandselskaber klaget over skatteansættelsen. Men i dag faldt dommen i de første to prøvesager mod Hvidovre Vand A/S og Hjørring Vand A/S, og her faldt afgørelsen i Østre Landsret ud til Skats fordel.

Sagen startede tilbage i 2009, hvor Folketinget besluttede, at vandselskaberne skulle gøres til aktieselskaber. Det betød, at vandværkerne gik fra skattefrie kommunale selskaber til skattepligtige virksomheder.

Ifølge Skats egne beregninger er der op mod 36 milliarder kroner på spil, der vil ende som en ekstraregning ude hos forbrugerne.

− Hvis der kommer en ekstra skat ind, så er det klart, at vi må opkræve den hos kunderne. Der er ikke andre til at betale. Hvis vi siger, at vi skal betale den regning over eksempelvis tyve år, så vil det give 5-600 kroner hvert år per kunde. Så det er også en slags penge, sagde direktør hos Herning Vand, Niels Møller Jensen, til TVMidtvest tilbage i december.

LÆS OGSÅ Konservative foreslår at droppe dækningsafgiften

Et andet eksempel er Silkeborg Vand, der kan blive krævet en ekstraregning på 450 millioner kroner i udskudt skat, skriver TVMidtvest. Det vil betyde, at hver husstand i Silkeborg skal betale 450 kroner ekstra om året for vand de næste 50 år.

Skat kræver pengene, fordi selskaberne ikke længere er kommunalt ejet. Derfor har alt skullet værdisættes og beskattes. Her er Danva og Danske Vandværker uenige med Skats beregning. De mener, at prisen på bygninger og anlæg er sat for lavt, og det betyder, at vandværkerne får et lavere fradrag end ellers, skriver Politiken.

Skat har, ifølge vandværkerne, brugt en beregningsmodel, der passer til virksomheder, der genererer et overskud, hvilket vandværkerne ikke må, da de ikke må tjene penge på deres drift. amgo@kl.dk 

Emneord
Retssag, Forsyning, Skat, Jura

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tabte vandværkssager kan koste borgerne dyrt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger