Foto fra Alkohol & Samfund og Trygfondens oplysningskampagne.
Foto fra Alkohol & Samfund og Trygfondens oplysningskampagne.
11.01.2018 kl. 09.41

122.000 børn har et alkoholproblem

Et alkoholmisbrug rammer ikke kun den, der drikker. Det går i stor grad også ud over børnene. Der er gratis hjælp at hente ude i kommunerne, men pladserne står tomme. Derfor sætter Trygfonden i dag en landsdækkende oplysningskampagne i gang, der også giver redskaber til lærerne, som kan hjælpe børnene i behandling.
tekst Amalie Guldborg Olesen

Sundhedsstyrelsen anslår, at 122.000 børn under 18 år fra alle sociale lag vokser op i et hjem, hvor alkohol er en del af hverdagen, fordi enten mor eller far – eller begge – alt for ofte griber til flasken. Op mod hver femte dansker er vokset op i en familie, hvor der bliver drukket for meget.

− Tusindvis af børn i dagens Danmark betaler en høj pris, når en eller begge forældre drikker. Og det kan have konsekvenser langt ind i voksenlivet, siger direktør i Alkohol & Samfund, Peter Konow.

De konsekvenser, han nævner, er blandt en 2,5 gang så stor risiko for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord, og i høj grad i risikogruppen for selv at udvikle et misbrug.

Tidligere var det kun den drikkende, der kunne få gratis, anonym og skræddersyet behandling. Siden 2007 har alle haft ret til en sådan behandling, gratis, i alle landets kommuner. Men i dag er det også muligt for at børn af forældre med alkoholmisbrug kan få gratis støtte og samtaleterapi, også selvom forældrene endnu ikke selv har anerkendt deres problem og fået hjælp. Der går i gennemsnit 11 år, før en person med et misbrug søger hjælp hos kommunen.

LÆS OGSÅ Digital platform for stofrådgivning indstillet til international pris

Tomme pladser

I 2016 gav fra Børne- og Socialministeriet 264 millioner kroner til at starte nye terapitilbud til børn og unge under 25 år i familier med alkohol- og stofmisbrug. Men alle disse nye tilbud har ledig kapacitet, og det tyder på for lille kendskab til dem, mener Peter Konow, direktør i Alkohol & Samfund.

– Det høje antal børn, der skal leve med forældrenes alkoholproblemer, står i skærende kontrast til den ledige kapacitet, når det gælder behandling, terapi og støtte i kommunerne til både voksne, der drikker for meget, voksne pårørende og børn og unge i alkoholfamilier, siger han.

Det er også årsagen til, at Trygfonden i samarbejde med Alkohol & Samfund i dag lancerer deres nye oplysningskampagne, der løber frem mod marts. Den skal få flere familier, eller børn i alkoholfamilier, til at søge og benytte sig af kommunernes gratis tilbud. Og så skal kommunerne være bedre og langt mere synlig i deres oplysning om tilbuddene, lyder opfordringen fra Trygfondens programchef Mette Meldgaard.

− Der er uhyggeligt mange knuste skæbner og bristede relationer forbundet med alkoholmisbrug – både for den drikkende og de nære omgivelser. Jo før man kommer i behandling for sit misbrug, jo bedre, siger hun.

LÆS OGSÅ Børn af misbrugere får mere hjælp

Lærerne tør ikke

De fleste børn i alkoholfamilier tyr til hemmeligheder og løgne for at holde problemer skjult for omverdenen og inden for familiens fire vægge, fordi de skammer sig og frygter, at sandheden kommer frem.

Det er derfor vigtigt, at nogle af de voksne, der er tættest på børnene i deres hverdag, tør gribe ind. Det gælder i høj grad lærerne. I anledning af kampagnen er der blevet gennemført en undersøgelse blandt 200 folkeskolelærere. Her har 71 procent en eller flere gange oplevet, at de har været bekymrede for elever i forbindelse med mistanke om alkoholproblemer. Men under halvdelen af lærerne føler sig rustede til at tage samtalen med børnene, og endnu færre, kun 27 procent, tør tage samtalen med forældrene.

− Kampagnens redskaber til at tage den vigtige samtale med barnet og forældrene er målrettet lærerne, fordi det er en faggruppe, der ser børnene dagligt, og som har en direkte og naturlig kontakt til forældrene. Men redskaberne kan også sagtens bruges af andre voksne, der kender barnet godt, for eksempel anden familie, venner og pædagoger. Én stabil voksen, der kender barnet godt, og hjælper med at skaffe støtte og hjælp – uanset om den drikkende forældre vil i behandling eller ej – kan være afgørende for barnets trivsel, siger Peter Konow. amgo@kl.dk 

Du kan læse mere om kampagnen på www.hope.dk 

LÆS OGSÅ Hjælp til unge fra misbrugsfamilier

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 122.000 børn har et alkoholproblem Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger