Foto: Landdistrikternes Fællesråd
Foto: Landdistrikternes Fællesråd
02.01.2018 kl. 11.10

Flyt 17 styrelser til landdistrikterne

17 styrelser står på den udflytningsliste, Landdistrikternes Fællesråd har sendt til regeringen. Fødevarestyrelsen, Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen og VisitDenmark er blandt forslagene.
tekst Tom Ekeroth

Der er for mange statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet, mener Landdistrikternes Fællesråd, som nu kommer med en liste på 17 statslige institutioner, der bør flyttes fra hovedstaden til provinsen i forbindelse med regeringens kommende udflytningsplan.

– Statslige institutioner løser opgaver for borgere og virksomheder i hele landet. Derfor bør arbejdspladserne også være fordelt i hele landet. Over 40 procent af de statslige arbejdspladser ligger stadigvæk i Region Hovedstaden. Det vidner om, at vi slet ikke er færdige med at skabe en bedre balance i fordelingen af statsjob, siger formand Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Ud over Fødevarestyrelsen, Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen og VisitDenmark står Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Energistyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Erhvervsstyrelsen (eller dele heraf), Finanstilsynet (eller dele heraf), Domstolsstyrelsen, Bygningsstyrelsen, Vejdirektoratet, Beredskabsstyrelsen, Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, Innovationsfonden, Slots- og Kulturstyrelsen samt Miljøstyrelsen også på organisationens liste.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd begrunder udvælgelsen af styrelserne med at der blandt andet vil kunne opnås en større nærhed til de arbejdsområder, som den statslige institution skal agere over for.

LÆS OGSÅ Sønderjyske kommuner taber millioner på udligning

– Mange af de arbejdsområder, som disse statslige institutioner beskæftiger sig med, har i den grad relevans for landdistrikterne og ikke nødvendigvis lige så stor relevans for København, siger Steffen Damsgaard

Inden den daværende regering i 2015 præsenterede den første udflytningsplan, havde Landdistrikternes Fællesråd lavet en lignende liste med ti ønsker, hvoraf de otte blev helt eller delvist udflyttet.

Ifølge den seneste status fra september i år, er der gennemført 2.546 ud af de 3.900 planlagte flytninger, viser tal fra Finansministeriet. 

– Ud fra de tal vi har set ind i, vil vi tillade os at sige, at det har været en succes indtil videre. Forholdet i antallet af statslige arbejdspladser mellem hovedstadsområdet og resten af landet er måske ikke ændret markant efter første udflytningsrunde, men der ville have været en yderligere centralisering, hvis ikke udflytningsrunden havde fundet sted, siger Steffen Damsgaard og understreger, at han er klar over, at ikke alle flytninger har været lige gnidningsfrie.

LÆS OGSÅ Bogense vil være refugium for sprogforskere

Landdistrikternes Fællesråds forslag – som er udarbejdet efter dialog med organisationens 48 medlemskommuner – er sendt til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V).

Regeringen ventes at præsentere planen for runde to af flytningen af statslige arbejdspladser i denne måned. På nuværende tidspunkt er der ikke taget stilling til, hvilke institutioner der skal flyttes, og hvor de i givet fald skal flyttes hen. tek@kl.dk 

Emneord
Udflytning

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flyt 17 styrelser til landdistrikterne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger