Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
02.01.2018 kl. 11.17

BL-direktør glad for fokus på ghettoer

Men der skal andet end nedrivninger til, siger flere borgmestre efter statsministerens nytårstale.
tekst Tom Ekeroth

Administrerende direktør i BL, Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen er glad for, at statsministeren i sin tale igen retter fokus på ghetto-problemet, men understreger samtidig i Jyllands-Posten, at det "allerede går i den rigtige retning" i flere af landets almene boligområder, hvor mange af de benævnte problemer har fyldt:

– Nu bliver der talt om nedrivning og tvungen genhusning, men en af de måder, vi allerede arbejder med problemerne på, er ved for eksempel at føre veje ind gennem områderne og styrke sammenhængen med resten af byen. Så vi gør det allerede, siger Bent Madsen.

I sin nytårstale lovede statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen i begyndelsen af dette år vil fremlægge et udspil, der skal dæmme op for de problemer, som statsministeren især oplever i områder som for eksempel Vollsmose på Fyn og Mjølnerparken i København. Det skal ifølge Løkke Rasmussen bryde "en negativ spiral" og "en modkultur".

– Hvor man ikke tager ansvar, ikke deltager, ikke bruger de muligheder, vi har i Danmark. Jeg er overbevist om, at årtiers slappe udlændingepolitik har gjort sit. Der blev lukket flere ind i Danmark, end vi magtede at integrere. sagde Lars Løkke Rasmussen blandt andet i talen, hvor han direkte nævnte nedrivninger som en mulighed.

LÆS OGSÅ Familier smidt ud af boligselskab

At rive bygninger ned kan være et nyttigt redskab, mener flere borgmestre i kommuner med ghettoer. Men nedrivning må ikke stå alene, når statsministeren inden længe er klar med et nyt ghetto-udspil.

Sådan lyder det blandt andet fra Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S). Han siger til Fyens.dk:

– Det er vigtigt at have nedrivning som et værktøj. Der er blandt andet vedtaget planer i Vollsmose, hvor en række bygninger skal rives ned for at gøre plads til bedre infrastruktur og en mere varieret boligform. Men det kan ikke stå alene. Derfor vil jeg gerne invitere Lars Løkke til at komme til Vollsmose, så han kan prøve at møde nogle af de mennesker, som det faktisk er lykkedes at få i job, men også nogle af dem, der har det svært, siger han

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), mener ikke, at nedrivning er en løsning i hans by.

LÆS OGSÅ Helsingør frygter ghettoklemme

– Kommunerne skal have nogle andre redskaber til at kunne boligplacere nye tilflyttere mere bredt. Men jeg ser ikke, at det er en løsning bare at rive nogle boligområder ned, siger han til Fyens.dk.

I Vejle var Finlandsparken i december igen med på ghetto-listen. Borgmester Jens Ejner Christensen (V) roser statsministeren for at ville afvikle ghettoerne. Men han mener, at det at rive bygninger ned er en voldsom løsning for Vejle:

– Vi har ret godt held med at få nogle af områderne moderniseret og bruge de greb, som ikke er at jævne med jorden, siger Jens Ejner Christensen. tek@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: BL-direktør glad for fokus på ghettoer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger