Arkivfoto
Arkivfoto
28.02.2018 kl. 14.17

O.18 tegner usædvanlig

Der er optræk til en usædvanlig situation, hvor både regioner, stat og kommuner ender i Forligsinstitutionen. Det er med til at gøre opgaven mere kompliceret for forligsmanden, mener arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand, KU.
tekst Sidsel Boye

På det personlige plan er der ikke kuldegrader mellem topforhandlerne på det kommunale overenskomstområde. Det kan arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand bekræfte, efter at han onsdag morgen har tilbragt nogle timer i et radiostudie i DR-byen i selskab med de to kommunale forhandlere, Dennis Kristensen, FOA, og Michael Ziegler (K), KL. Men når det er sagt, vurderer arbejdsmarkedsforskeren, at O.18 vil gå over i historien som et noget usædvanligt forløb.

– Det er usædvanligt, at man ikke engang har et statslig forlig på det her tidspunkt i forhandlingsforløbet. Det er også usædvanligt, at man har tre store knaster, nemlig lønnen, lærernes arbejdstid og de statsansattes frokostpause. Og dermed ender vi muligvis også i en usædvanlig situation, hvor alle tre områder, regioner, stat og kommuner, skal i Forligsinstitutionen, siger Mikkel Mailand, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Københavns Universitet.

Hvilke muligheder vil forligsmanden have i denne situation?

– Hendes muligheder beror på, at parterne gerne vil et forlig, og at hun kan se nogle vinkler og presse parterne på forskellig vis. Hun kan også finde nogle vinkler, de ikke selv har fundet. Men om det vil lykkes eller ej er svært at sige. Men det er en ekstra udfordring, at alle tre områder er i Forligsinstitutionen på samme tid. For så er der mange ting, der skal falde på plads. Musketereden har bundet lønmodtagerne sammen på tværs, og det sætter arbejdsgiverne under pres. Det er også det, der er meningen. Men det kan komplicere forligsmuligheden.

Der er uenighed om, hvor meget de offentlige ansattes løn er løbet fra det private arbejdsmarked. Hvad siger du som matematiker?

– I forhold til gældsproblematikken er spørgsmålet, om beregningen af lønudviklingen starter i 1996 eller i 2008, og den uenighed er et dårligt udgangspunkt for forhandlingerne, for så bliver rammen uklar. Her bliver den rigtig meget uklar, og det er gift for forhandlingerne.

LÆS OGSÅ Ny forhandler afløser Bondo

Kan du som ekspert se, hvor fronterne står med hensyn til lærernes arbejdstid?

– Udgangspunktet er, at den ene part er utilfreds og den anden er tilfreds. Det er humlen. KL synes, at det fungerer fint, som det er. Lærerne vil have loven erstattet af en forhandlet aftale. Lærerne argumenterer blandt andet, at lov 409 ikke giver gode rammer for undervisning og forberedelse. Desuden vil lærerne gerne have den eksisterende årsnorm erstattet af for eksempel en månedsnorm. Det vil blandt andet betyde noget for beregningen af overarbejdet.

Hvad sker der nu?

– Der er et orienterende møde i morgen (torsdag red.) i Forligsinstitutionen, og det forventes, at der inden for nogle dage vil komme et strejkevarsel fra lønmodtagerne.

Hvad tror du, der sker?

– Det lyder som om, vi får et strejkevarsel, og at det vil blive imødekommet med et lockoutvarsel, og så må vi se, om forligsmanden kan nå en løsning, før konflikten bryder ud. Men det er for tidligt at spå om. sib@kl.dk 

LÆS OGSÅ Lærerkommissionen udvider: Skal styrke praktisk fokus
Emneord
Overenskomst

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: O.18 tegner usædvanlig Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger