Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
28.02.2018 kl. 14.09

Mindre magt mere pædagogik

I Region Midtjylland har Specialområde Børn og Unge (SBU) haft succes med en ny metode til arbejdet med anbragte børn og unge. Efter to år er antallet af magtanvendelser faldet med 37 procent.

Faglig nytænkning hos Specialområde Børn og Unge (SBU) i Region Midtjylland har sikret færre magtanvendelser blandt anbragte børn og unge. Det viser en ny forsknings- og udviklingsrapport, som SBU har offentliggjort i dag.

Antallet af magtanvendelser er faldet med 37 procent i løbet af de to år, man har benyttet sig af den nye metode. Faldet er fra 351 magtanvendelser i 2015 til 222 i 2017. Samtidig er også medarbejdernes trivsel blevet forbedret, i hvert fald i forhold til sygefraværsdage, som også er faldet med 37,3 procent. Det vækker glæde hos SBU.

− Jeg er meget stolt over, at det på kun to år er lykkedes for os at ændre vores faglige tilgang de børn og unge, som er anbragte på vores afdelinger. Med den nye metode gør vi os umage med at forstå børnene og de unge og se bag deres reaktionsmønstre. Dermed forebygger vi konflikter og mindsker brugen af magtanvendelser, siger SBU's områdechef Tove Nedergaard i en pressemeddelelse. 

Børn vil gerne lykkes

Den nye metode kaldes Low Arousal, hvilket på dansk kan oversættes til afpasset pædagogik, hvis formål er at skabe færre konflikter og mindre stress. Metoden går ud på, at man i stedet for at sætte hårdt mod hårdt og stille ultimative krav samarbejder med barnet om at finde løsninger. Derigennem skal fagpersonerne øge barnets følelse af tryghed og medbestemmelse. Man vil gerne skabe rammer, hvor børnene trives, og gør det rigtige. Udgangspunktet er, at børn altid gerne vil lykkes.

LÆS OGSÅ Danske plejefamilier stifter ny fagforening

Den dansk-svenske psykolog Bo Hejlskov Elvén har formuleret nogle principper, man kan bruge i mødet med barnet for at skabe færrest muligt konflikter.

Det gælder om at finde ud af, hvem der har problemet, og arbejde ud fra tesen om at børn og unge gør det, der giver mest mening. Derudover er det den, der tager ansvaret, der kan påvirke. Alle skal gøre, hvad de kan, for at bevare selvkontrollen, for følelser smitter. Til sidst skal man stille krav på en måde, som fungerer. 

En anden metode inden for Low Arousal er udarbejdet af den amerikanske psykolog Ross Greene og kaldes ABC. Her bruger man den samarbejdsbaserede opgaveløsning, hvor barnet bliver engageret i, hvordan problemet kan løses på en måde, så alle er tilfredse. 

Tilbage i SBU i Region Midtjylland bliver alle medarbejdere uddannet i metoden, og der er særlige kursusforløb flere gange om året. amgo@kl.dk 

LÆS OGSÅ Nyt regeringsforslag: Det skal være lettere for kommuner at adoptere

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mindre magt mere pædagogik Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger