Sorin og Ioana Ungureanu med deres to børn David og Carina. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune
Sorin og Ioana Ungureanu med deres to børn David og Carina. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune
21.02.2018 kl. 10.25

Ringkøbing-Skjern vil have udenlandske tilflyttere

Bedre arbejdsforhold og gode opvækstvilkår for børnene er afgørende, når udenlandske medarbejdere vælger at slå sig ned med deres familier i Ringkøbing-Skjern Kommune. Nu reklamerer de for kommunen på en hjemmeside.
tekst Tom Ekeroth

Det er særligt tilflyttere fra østeuropæiske lande som Rumænien, Ukraine og Polen, der vælger at bosætte sig i Ringkøbing-Skjern Kommune. Af samme grund har kommunen valgt at lade et rumænsk par med to børn og et polsk par med tre børn fortælle deres historie og give deres anbefalinger videre til potentielle tilflyttere på de udenlandske sider af www.flytmodvest.dk.

"Vi elsker vores land, Rumænien, men nu holder vi også rigtig meget af Danmark, som er blevet vores hjem”, fortæller 37-årige Sorin Ungureanu på hjemmesiden. 

Han er sammen med sin kone, 36-årige Ioana, og deres to børn David og Carina faldet så godt til, at de netop i efteråret 2017 har købt deres drømmehus i Borris. Borris en landsby med cirka 800 indbyggere i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

”Vi har boet her siden 2011, og vores børn er helt integreret i lokalsamfundet. Det er vi voksne efterhånden også. Vi er blevet taget rigtig godt imod her i byen. Folk vil gerne hjælpe os, og vi er meget glade for at bo her. Det er vigtigt, at man selv gør noget og viser, at man gerne vil være med. Det siger jeg også til andre udlændinge her i byen og på arbejde”, siger Sorin. 

LÆS OGSÅ Minoritetskvinder presses til at sige nej til job og aktivering

Han begyndte med at arbejde på et stort landbrug, men er nu ansat på en elektronikvirksomhed. Ioana arbejder med rengøring, men håber på bruge sin uddannelse som biokemiker, når hendes dansk er blevet bedre.

Giver lyst og mod

– Med landets laveste arbejdsløshed er der brug for flere hænder i Ringkøbing-Skjern Kommune. De nye videoer og artikler med de østeuropæiske familier viser tydeligt, hvor glade familierne er for at høre hjemme i vores kommune. Deres fortællinger om både arbejds- og familieliv kan netop give folk, der overvejer at søge job hos os, lysten og modet til at flytte fra deres hjemland og bosætte sig i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Søren Elbæk (S), viceborgmester og formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes erhvervs- og vækstudvalg. 

Han fremhæver også det positive i, at de udenlandske tilflytterfamilier ofte bosætter sig i landsbyerne, hvor de dermed er med til at holde liv i daginstitutioner og skolerne i landdistrikterne.

– Erhvervslivet er også glade for de udenlandske tilflyttere. Virksomhederne efterspørger ikke blot kvalificeret arbejdskraft, men også stabil arbejdskraft, så for virksomhederne er det en fordel, når medarbejderne tager familien med og falder til i lokalområdet, siger Thomas Andersen, leder af Ringkøbing-Skjern Kommunes stab for Viden & Strategi.

LÆS OGSÅ Helsingør vil give beboere penge for at flytte

Ringkøbing-Skjern Kommune har haft en positiv nettoindvandring i flere år – det vil sige, at der er flere udenlandske tilflyttere end fraflytninger til udlandet. Den nyeste befolkningsopgørelse fra Danmarks Statistik viser således, at kommunen fik 753 tilflyttere fra udlandet i 2017, mens 419 rejste den anden vej til udlandet.

De positive tilflytningstal fra udlandet hænger sammen med særligt landbrugets og produktionsvirksomhedernes efterspørgsel efter udenlandsk arbejdskraft, og det er da også af samme grund, at Ringkøbing-Skjern Kommune har udvidet www.flytmodvest.dk med en særlig udgave på engelsk og tysk, som er målrettet potentielle udenlandske tilflyttere.

Hjemmeside giver tilflytterhjælp - trin for trin

På de udenlandske sider gives der blandt andet forslag til, hvordan man fra udlandet kan søge både job og bolig i Ringkøbing-Skjern Kommune, og der er en helt konkret "trin-for-trin"-opskrift på, hvad den enkelte skal gøre, når beslutningen er taget: Lige fra proceduren omkring arbejds- og opholdstilladelser, anskaffelse af skattekort til blandt andet NemID, Dankort og CPR-nummer.

Der er også grundlæggende oplysninger om Danmark, danskere, det danske skatte- og velfærdssystem og mulighederne for at lære dansk gratis. Kommunens byer og landsbyer præsenteres, ligesom der fortælles om kommunens service i forhold til blandt andre børnefamilier og de gode fritidsmuligheder i naturen. tek@kl.dk 

LÆS OGSÅ Borgerlige vil komme regeringen i forkøbet: Indvandrere skal aktiveres på fuld tid nu

Du kan se de omtalte videoer her

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ringkøbing-Skjern vil have udenlandske tilflyttere Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger