Foto: Udlændinge- og Integrationsministeriet
Foto: Udlændinge- og Integrationsministeriet
21.02.2018 kl. 10.12

Genopdragelsesrejser udfordrer fortsat kommunerne

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil gøre mere for at forhindre, at børn bliver sendt på genopdragelsesrejser i udlandet, efter at en ny rapport dokumenterer kommunernes udfordringer.
tekst Tom Ekeroth

Genopdragelsesrejser er fortsat en udfordring i landets kommuner. Det viser en ny undersøgelse om ikke-vestlige børn og unges længerevarende udlandsophold foretaget af Ankestyrelsen for Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Rapporten, som kan læses på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, viser, at kommunerne siden sommeren 2015 har haft kendskab til i hvert fald 130 sager, hvor opholdet har haft negative konsekvenser for barnet. Hertil kommer et større antal sager fra Københavns Kommune, som er opgjort særskilt i rapporten.

Rapporten viser, at det er svært for kommunerne at tage hånd om sagerne, fordi de ofte kun har forældrenes udlægning af rejsernes formål og konsekvenser. Rapporten peger samtidig på, at kommunernes handlemuligheder er begrænsede, særligt når barnet eller den unge er udrejst.

Udlændinge- og integrationsministeren opfordrer kommunerne til at holde bedre øje med, om børn bliver sendt på længerevarende ophold i udlandet, og er samtidig klar med nye tiltag og redskaber, der skal hjælpe kommunerne med at få stoppet genopdragelsesrejserne:

– Det er alvorlig omsorgssvigt, når forældre med tvang og trusler sender deres børn på genopdragelsesrejser, fordi de er blevet for danske. Det fortæller os, at de forældre ikke vil Danmark for sig selv eller deres børn. Men det valg skal man ikke have lov til at træffe på sine børns vegne. Når vi gør en stor indsats for at integrere de flygtninge og indvandrere, der er her, kan vi selvfølgelig ikke bare sidde og se på, når nogen prøver på at rulle det hele tilbage igen, siger Inger Støjberg i en pressemeddelelelse.

Inger Støjberg varsler nye initiativer i forlængelse af alt det, regeringen allerede har gjort for at bekæmpe æresrelateret vold og social kontrol: 

LÆS OGSÅ Venskabsgrupper får flygtningebørn til at spille fodbold, slå katten af tønden og julehygge

– Jeg kan godt afsløre, at der kommer nye initiativer imod genopdragelsesrejser, når regeringen snart kommer med en samlet pakke, der skal bekæmpe parallelsamfund. Vi ser på, hvordan vi kan sætte effektivt ind over for de her rejser, så vi sætter hårdt ind overfor forældrene og styrker kommunernes muligheder for at følge op, siger ministeren. tek@kl.dk 

Fakta om rapporten

Ankestyrelsen har udarbejdet rapporten "Længerevarende udlandsophold blandt børn og unge med ikke-vestlig baggrund" for Udlændinge- og Integrationsministeriet i januar 2018.

Undersøgelsen belyser:

  • Hvor mange længerevarende udlandsophold blandt børn og unge med ikke-vestlig baggrund, kommunerne kender til siden 1. august 2015.
  • Hvad der karakteriserer de længerevarende udlandsophold, kommunerne kender til.
  • Kommunernes handlemuligheder og indsats før, under og efter et længerevarende udlandsophold.
  • Kommunernes dilemmaer og udfordringer i sagerne.
  • 95 kommuner har besvaret spørgeskemaet fra Ankestyrelsen. Blandt disse kommuner har 33 oplyst, at de har kendskab til i alt 204 sager siden 1. august 2015.

Herudover er der et større antal sager i Københavns Kommune: 580 fra januar 2015 til og med oktober 2017, men opgørelsen i Københavns Kommune kan ikke umiddelbart sammenlignes med de øvrige kommuners.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Genopdragelsesrejser udfordrer fortsat kommunerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger