Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
09.02.2018 kl. 11.26

Hjælp til truede sommerhuse i Hjørring

Den udsatte kyst mellem Lønstrup syd og Nørlev Strand i Hjørring Kommune får en hjælpende hånd fra Folketinget på 10 millioner kroner. Flere sommerhuse på strækningen er tæt på at falde i havet.
tekst Tom Ekeroth

– Endelig får vi hjælp til at forsvare og bevare vor kystlinje, siger Søren Smalbro (V), teknik- og miljøudvalgsformand i Hjørring Kommune til DR.

Hjørring Kommune var indstillet på selv at bruge op mod en million kroner på sandfodring langs en 7,5 km lang udsat kyststrækning – men kun hvis lodsejerne ville dele om udgiften. Derfor er de mange penge en uventet gave.

– Vi kan nu bremse og formindske den nedbrydning af kystlinjen, som vi har set de seneste år, og det er vi rigtig, rigtig glade for, siger udvalgsformanden, som dog hellere havde set et statstilskud til hård kystsikring, men han håber, at Hjørring Kommune igen kommer i betragtning, når Folketingets partier i løbet af i år skal forhandle en ny fællesaftale på plads næste år.

De 10 millioner kroner til sandfodring er en del af en samlet kystsikrings-pulje på i alt 23,5 millioner kroner afsat efter ønske fra Dansk Folkeparti.

Miljøordfører Pia Adelsten kalder det en forløber på støtte til hård kystsikring og et forsøg på at give akut hjælp til et udsat område. Hun forventer, at pengene fordeles ligeligt mellem kommune og lodsejere:

– Det skal jo ikke være sådan, at borgerne bare betaler, og kommunen skal slippe, siger miljøordføreren til DR.

Hård kystsikring kan bestå af store sten eller betonklodser. Hård kystsikring kræver sjældent løbende vedligeholdelse.

Blød kystsikring kan bestå af sandfodring, hvor man tilfører ekstra sand til stranden. Blød kystsikring kræver løbende vedligeholdelse. tek@kl.dk 

Emneord
Kystsikring

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Hjælp til truede sommerhuse i Hjørring Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger