21.12.2018 kl. 11.00

Assens Kommune skal have center for lystfiskerturisme

Et nyt nationalt oplevelsescenter for kyst- og lystfiskerturisme skal opføres i området ved Helnæs Bugt. Allerede nu søger Assens Kommune en projektchef, der skal stå i spidsen for etableringen af centeret.
tekst Tom Ekeroth

Målet er, at det nye nationale oplevelsescenter for kyst- og lystfiskerturisme bliver en af landets helt store naturattraktioner. Derfor søger Assens Kommune allerede nu efter den helt rette til at stå i spidsen for opførelsen af centeret frem mod åbningen i begyndelsen af 2023.

– Vi søger en person, der har mod på at gå nye veje, har gennemslagskraft, og som stræber efter at skabe et oplevelsescenter i særklasse. Centeret skal skabe oplevelser og viden om kyst- og lystfiskeri, og projektchefen forestår den vigtige balance mellem bevarelse og udnyttelse af de unikke ressourcer, som vi har langs vores kyster. Derudover er samarbejde og tværfaglighed to meget centrale nøgleord for projektchefstillingen, siger udvalgsformand for erhverv, beskæftigelse og kultur Finn Brunse (S).

Spændende opgaver venter

Nogle af de første opgaver for den nye projektchef bliver at afklare, hvor centeret skal placeres og afdække centerets målgrupper.
Arbejdet med stedidentitet og de fortællinger, der er i området, er også helt centralt og grundlæggende – både i forhold til, hvilket indhold og funktioner, centeret skal rumme og i forbindelse med markedsføring og ansøgning om økonomisk støtte fra private fonde og offentlige puljer.

Centeret skal have høj kvalitet. Her er det vigtigt, at arkitekturen bliver en attraktion i sig selv, og at der tages hensyn til områdets landskabelige og kulturhistoriske værdier.

Centeret er en del af den nationale lystfiskerstrategi

Projektchefen får også en helt central national rolle. Udover etableringen af oplevelsescenteret skal projektchefen nemlig stå i spidsen for en række nationale initiativer, der indgår i den nationale lystfiskerstrategi, som udenrigsministeriet udgav i efteråret.

– Oplevelsescenteret danner sammen med den nationale lystfiskerstrategi en meget vigtig synergi. Et fyrtårn, som ikke kun bliver til gavn for os, der er så heldige at have Helnæs og andre gode fiskespots lige uden for døren, men et nationalt fyrtårn, som kommer til at tiltrække mennesker fra ind- og udland. Derfor er det helt essentielt, at vi kommer godt fra start, og jeg håber, vi snart finder den helt rette kandidat til stillingen, siger borgmester Søren Steen Andersen. tek@kl.dk 

LÆS OGSÅ Reklamevideoer skal få turister til småøer
Emneord
Turisme

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Assens Kommune skal have center for lystfiskerturisme Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger