Havnen i Nakskov Foto: Colourbox
Havnen i Nakskov Foto: Colourbox
01.01.0001

Turister roser Maribo og Nakskov

Turister i Maribo og Nakskov er generelt meget tilfredse med deres ophold i de to byer. Det viser to nye undersøgelser, som Lolland Kommune har fået gennemført.
tekst Tom Ekeroth

Undersøgelserne af Maribo og Nakskov er en del af en større afdækning af turister og gæsters oplevelser i i alt 18 danske byer, som fonden Dansk Kyst- og Naturturisme står bag.

Undersøgelserne bygger på 251 personlige interviews og to telefoninterviews med turister i Maribo og 186 personlige interviews og to telefoninterviews med turister i Nakskov i perioden 2. juli-19. august 2018.

Resultaterne skal bruges i arbejdet med byrumsprogrammer for Maribo og Nakskov.

– Vi har tidligere gennemført undersøgelser blandt vores egne borgere for at få en viden om de lokales brug af byerne og om deres ønsker. Begge byer får hvert år besøg af mange gæster, og derfor giver det selvfølgelig god mening også at medtænke de besøgende i vores forskellige indsatser for at udvikle byerne, siger  Eva Westerholt, som er projektleder for byrumsprogrammet i Maribo.

LÆS OGSÅ Rådmand inviterer borgere til at bidrage til Vollsmoseplan

Undersøgelserne viser, at en stor del er meget tilfredse med deres ophold i de to byer. Samlet set svarer næsten 90 procent af de adspurgte i Maribo og 63 procent af de adspurgte i Nakskov, at byerne i høj eller meget høj grad lever op til deres forventninger.

Fælles for mange af besvarelserne er, at de besøgende sætter pris på Maribo og Nakskovs bynære natur, hyggelige bymiljøer med god atmosfære og de gamle bydele/huse.

– Det er først og fremmest dejligt, at så mange er glade for at komme i byerne. Samtidig sætter vi pris på deres forslag til, hvad vi kan gøre bedre. Blandt andet peger flere på, at der mangler kort over byerne, og at skiltning til seværdigheder og turistkontorer kunne være bedre. Det er noget af det, vi allerede nu er i fuld gang med at arbejde på, så der kan komme nye skilte op til sommer, siger Eva Westerholt.

Der er stor forskel på de besøgende i de to byer og på deres formål med at komme der. I Nakskov er det primært gæster fra lokalområdet, som bruger byen. Deres formål med besøget er overvejende at shoppe i butikker og handle dagligvarer. I Maribo er der derimod mange overnattende gæster fra andre steder i landet og fra udlandet. Deres primære formål med besøget er at opleve stemningen og seværdighederne i byen.

LÆS OGSÅ Viceborgmester stopper

– Besvarelserne tydeliggør, at behovene i Nakskov og Maribo er forskellige, og det skal vi være opmærksomme på i vores videre arbejde med byrumsprogrammerne. For eksempel kan vi se, at det er vigtigt at sikre muligheden for et fortsat godt butiksudbud i Nakskovs bymidte, og at der bør arbejdes på at skabe flere overnatningsmuligheder i byen, så vi kan tiltrække flere besøgende langvejs fra, siger projektleder for byrumsprogrammet i Nakskov Sara Deis-Christensen. tek@kl.dk 

Om undersøgelserne

Lolland Kommune har indgået en aftale med fonden Dansk Kyst- og Naturturisme om en undersøgelse af gæsters brug og oplevelse af Maribo og Nakskov i perioden 2. juli – 19. august 2018. Undersøgelsen er en del af en større undersøgelse af i alt 18 danske byer.

Analysefirmaet Wilke har været ansvarlige for al dataindsamling og udformning og opsætning af spørgeskemaer i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme. Wilke har gennemført de personlige interviews samt analyse og afrapportering af data.

Emneord
Byfornyelse, Turisme

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Turister roser Maribo og Nakskov Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger