Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
18.12.2018 kl. 13.50

Gang i håndvasken giver mindre sygefravær

Gladsaxe, Varde, Hedensted, Fredensborg, Lemvig, Randers og Middelfart er på banen med gode råd om sygefravær i den ministerielle Benchmarkingenheds nye rapport. I rapporten kan nogle kommunerne se, hvor lavt deres sygefravær burde være.
tekst Sidsel Boye

Solrød ligger i dårligst og Lemvig bedst, når det gælder sygefravær i ældreplejen. Og placeringen tager højde for, at kommunerne har forskellige grundvilkår. Eksemplet er fra Benchmarkingenhedens nye grundige rapport om sygefravær, der blandt andet går tæt på store personalegrupper som lærere, sosu'er og pædagoger.

Rapporten har hentet gode tips til forbedret sygefravær i de kommuner, der klarer sig bedst, og et konkret eksempel er fra skoleverdenen, hvor en leder med held har holdt fire årlige MUS-samtaler med lærergruppen for at følge op på deres oplevelse af, at opgaver og tid ikke passer sammen.

Middelfart Kommune har gode erfaringer med at skabe "trængsel ved håndvasken". En hygiejneorganisation og en formuleret hygiejnepolitik fulgt op med en indsats over for både børn, forældre og medarbejde har ifølge dagtilbudslederne givet gode resultater. Hvor omgangssyge for et par år tilbage kunne køre flere måneder, bliver det i dag bremset tidligere.

Fra Middelfart kommer også erfaringerne med at certificere arbejdsmiljøet på arbejdspladserne. Det har givet et fald i anmeldte arbejdsskader fra 180 til 70 pr. år.

LÆS OGSÅ Sygefraværet afspejler ledelsen
FOR ABONNENTER

Randers har haft gode erfaringer med at åbne for at tage akut-fridage i ældreplejen, uden at man skal forklare grunden. Og Middelfart har fundet på en lettere metode til at indberette vold og hændelser på dagtilbudsområdet, fordi det er svært at få det gjort og samtidig passe sit arbejde med børnene.

Ifølge Benchmarkingenheden har de ti kommuner med det højeste sygefravær i gennemsnit 15 procent højere sygefravær, end man kunne forvente på baggrund af deres rammevilkår. Ni ud af ti kommuner med højere sygefravær er fra Østdanmark.

Omvendt har de ti kommuner, der har det laveste sygefravær, i gennemsnit 14 procent lavere sygefravær, end man kunne forvente. De er alle fra Vestdanmark.

Inden for de tre personalegrupper er der for nogle kommuners vedkommende 20 procent mere sygefravær, end der burde være med de givne rammevilkår. Hvad angår lærerområdet vil blandt andet Ishøj, Langeland, Faxe og Glostrup kunne få en gevinst ud af inspirationskataloget. sib@kl.dk 

Læs mere på www.oimb.dk 

Sygefravær i kommunerne

Disse 10 kommuner har det højeste sygefravær:
  • Albertslund (højeste)
  • Glostrup
  • Egedal
  • Rudersdal
  • Roskilde
  • Brøndby
  • Ishøj
  • Faxe
  • Kolding
  • Herlev
Disse 10 kommuner har det laveste sygefravær:
  • Samsø (laveste)
  • Lemvig
  • Esbjerg
  • Ringkøbing-Skjern
  • Hedensted
  • Sruer
  • Thisted
  • Varde
  • Ærø
  • Holstebro

Kilde: www.oimb.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Gang i håndvasken giver mindre sygefravær Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger