Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
14.12.2018 kl. 10.00

Vælg, hvilke faciliteter dit plejehjem skal have

I denne uge kom en komplet oversigt over landets plejehjem. Plejehjemsoversigten.dk skal gøre det nemmere for ældre at komme på plejehjem og vælge det rigtige.

Plejehjemsoversigten var et af ældreminister Thyra Franks (LA) mål, da hun tiltrådte efter den seneste regeringsrokade, og nu er den her.

– Det her er hjerteblod for mig. Jeg har i årevis set, hvor stor og svær en beslutning det er at flytte på plejehjem.
Der er spørgsmål, man gerne vil have svar på, inden man beslutter sig for sin sidste bolig. I bund og grund handler det om, at vi gerne vil fortsætte med at leve det liv, vi har levet i årevis. Bare med hjælp, siger Thyra Frank til Magasinet Pleje.

Noget af det, man kan finde ud af via oversigten, er, om man må sove længe, om man kan gå i kirke om søndagen, og om plejehjemmet har egen længe eller egen have for eksempel. Man kan sammenligne plejehjemmene én til én under forskellige kategorier og dermed finde ud af, hvilket plejehjem der passer bedst til den enkelte. Det også meningen, at det skal være nemmere for plejehjemmene at markere deres værdier. sarp@kl.dk 

Om plejehjemsoversigten

Med lovforslaget om en fælles oversigt over Danmarks 950 plejehjem, som blev vedtaget enstemmigt af Folketinget 24. maj, forpligtes kommuner og private leverandører til at indberette til en plejehjemsoversigt med generelle oplysninger om plejehjem, plejecentre og friplejehjem for ældre.
Oversigten vil blandet andet indeholde oplysninger om det enkelte plejehjems værdigrundlag, omgivelserne, tilgang til pårørende og køkkenfaciliteter.
Plejehjemsoversigten skal indeholde oplysninger om boligformer målrettet svækkede ældre. Det være sig plejehjem efter § 192 i serviceloven*, almene plejeboliger og friplejeboliger.

* Det har ikke været muligt at etablere plejehjem (plejehjem og beskyttede boliger efter serviceloven § 192) i Danmark siden 1988. De eksisterende plejehjem efter § 192 i serviceloven kan fortsat anvendes, men er under udfasning. Beboere på plejehjem efter § 192 i serviceloven er ikke omfattet af lejeloven, men de har visse beboerrettigheder. Plejehjemmene efter § 192 i serviceloven er en del af den kommunale boligforsyning, og de kan være drevet både af kommunen, selvejende institutioner eller private aktører.

Kilde: Magasinet Pleje

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vælg, hvilke faciliteter dit plejehjem skal have Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger