Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
14.12.2018 kl. 09.30

Flere kommuner vil finde demensvenner

Ni nye kommuner vil samarbejde med Alzheimerforeningerne i 2019. Tilsammen vil de finde 10.000 demensvenner.

Faaborg-Midtfyn, Haderslev, Kerteminde, Næstved, Roskilde, Silkeborg, Vesthimmerland, Syddjurs og Aabenraa har sagt ja til at være med i Alzheimerforeningens landsdækkende kampagne, hvor der i alt skal findes 100.000 demensvenner i Danmark.

– Det passer utrolig godt med de initiativer, vi har gang i i forvejen. Hvis vi supplerer med det, Alzheimerforeningen kan byde ind med, tror og håber vi på, at to plus to giver seks-syv stykker i stedet for fire, siger Gitte Kirkegaard, som er demensfaglig leder i Haderslev Kommune til demensven.dk.

Hvad er en demensven?

En Demensven er en person, der har sagt ja til mere viden om demens. En Demensven rækker hånden frem, hvis han eller hun møder et menneske med demens – for eksempel derhjemme, i opgangen, på villavejen, i butikken, på arbejdspladsen eller der, hvor personen med demens måske er kommet på afveje eller har brug for hjælp.

Hver Demensven bestemmer selv, hvor meget de ønsker at engagere sig, og enhver håndsrækning tæller. Det handler først og fremmest om at sætte sig ind i demens og gøre livet lidt lettere for mennesker med demens.

Kilde: demensven.dk 

Kommunernes individuelle mål er sat, så det passer med, hvor mange demensramte der er i den enkelte kommune. Som udgangspunkt skal der findes en demensven per dement.

I 2018 samarbejdede Alzheimerforeningen med Brønderslev, Esbjerg, Frederiksberg, Greve, Hvidovre, Høje-Taastrup og Mariagerfjord, og de vil gerne hjælpe de nye samarbejdskommuner i gang. Det gør de blandt andet ved, at Vesthimmerland skal en tur til Mariagerfjord for at høre, hvordan de har grebet indsatsen an.

LÆS OGSÅ Odense mangler 100 besøgsvenner

Et af tre hovedmål med den Nationale Demenshandlingsplan 2015 er, at Danmark skal have 98 demensvenlige kommuner. sarp@kl.dk

Så mange demensvenner vil de finde

Aabenraa: 700
Faaborg-Midtfyn: 1.000
Haderslev: 1.200
Kerteminde: 500
Næstved: 1.800
Roskilde: 1.000
Silkeborg: 1.500
Syddjurs: 800
Vesthimmerland: 1.300

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flere kommuner vil finde demensvenner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger