Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
12.12.2018 kl. 10.02

Ny hovedlov skal sikre sammenhængende indsats

Bredt flertal i Folketinget står bag ny aftale, der skal fjerne silotænkning i kommuner og give borgere og familier med komplekse problemer en mere helhedsorienteret hjælp.
tekst Rudi Holm

Borgere og familier med komplekse og sammensatte problemer vil i fremtiden få tilbudt én udredning, én visitation, én samlet afgørelse og en enkel klageadgang.

Sådan lyder det fra innovationsminister Sophie Løhde (V), efter at regeringen er blevet enige om en principaftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale, Alternativet og SF, der skal sikre en mere sammenhængende indsats for udsatte borgere og familier.

Dermed er et bredt flertal i Folketinget klar til at løsne op for silotænkningen i lovgivningen. Og det vil ifølge ministeren ske med en helt ny hovedlov, der samler indsatser fra syv love og fire forskellige velfærdsområder.

– I dag møder de borgere, der har det sværest, et tungt og fragmenteret offentilgt system, som er svært at gennemskue for den enkelte borger eller familie. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i Folketinget står sammen om at forbedre indsatsen for de borgere og familier, der kæmper med flere problemer på én gang, så de i stedet kan få en indgang i kommunen og en klar rød tråd i hjælpen fra det offentlige, siger Sophie Løhde.

LÆS OGSÅ Nyt regeringsforslag: Det skal være lettere for kommuner at adoptere

Med aftalen får kommunerne også pligt til at tilbyde en helhedsorienteret familieplan, men stadig skal børns og unges behov vurderes for sig.

– På den måde giver vi familierne et langt bedre udgangspunkt for at tage imod den hjælp, der er brug for, siger børne- og socialminister, Mai Mercado (K).

Ifølge Sophie Løhde vil partierne bag aftalen i løbet af det kommende halve år drøfte et udkast til lovforslag om den nye hovedlov. Som led i dette arbejde nedsætter regeringen en følgegruppe, hvor centrale interessenter og praktikere på området skal følge arbejdet og blandt andet pege på både lovende eksempler og siloproblemer i kommunerne. ruh@kl.dk 

Hele aftalen kan læses her https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2018/12/bredt-flertal-enige-om-en-helhedsorienteret

LÆS OGSÅ Kommune skal betale millionrefusion i børnesag

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny hovedlov skal sikre sammenhængende indsats Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger