Foto: Fredensborg Kommune
Foto: Fredensborg Kommune
12.12.2018 kl. 08.34

Fredensborg vil droppe flyrejser

Kommunalpolitikere og medarbejdere fra Fredensborg Kommune kan fremover blive tvunget til at køre i bil eller tog til møder rundt om i landet.
tekst Rudi Holm

Fredensborg Kommune vil rejse mere klimarigtigt, og kommunens økonomiudvalg har derfor bedt om et oplæg til en rejsepolitik uden flyrejser på indenrigsstrækninger, skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Pilen peger på, at vi kan blive den første kommune i Danmark, der slet ikke flyver indenrigs. I stedet må medarbejdere og politikere tage tog eller køre i bil, hvis vi skal til et møde eller et kursus, også selv om det er i Aalborg. Vi har bedt forvaltningen om at komme med et oplæg, fordi vi skal være sikre på, at det realistisk kan lade sig gøre, siger Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S), til avisen.

Det er byrådsmedlem Kristian Heegaard (R), der har sat gang i tankerne, efter at han i fjor foreslog, at kommunen laver klimakompensation for sine flyrejser. Det har betydet, at 700 kvadratmeter rødgran skal plantes i kommunen for at kompensere for de 100 til 130 årlige flyveture, som kommunens medarbejdere og politikere foretager i forbindelse med deres arbejde. Klimabelastningen fra flyrejserne udgør 10 ton CO2 om året, og udregninger viser, at de 700 kvadratmeter rødgran over tid vil kunne opsuge en tilsvarende mængde CO2. ruh@kl.dk 

Emneord
Byråd, Miljø, Klima

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Fredensborg vil droppe flyrejser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger