Foto: Silkeborg Kommune
Foto: Silkeborg Kommune
11.12.2018 kl. 09.11

Falske p-afgifter skal stoppe spritbilister

Silkeborg Kommune forsøger at stoppe spritbilister på parkeringspladserne.
tekst Rudi Holm

Med falske p-afgifter i bilruden forsøger Silkeborg Kommune i julemåneden at få mulige spritbilister til at lade bilnøglerne blive i lommen og undlade at sætte sig bag rattet.

Den utraditionelle kampagne mod spritkørsel skyldes ifølge kommunen, at antallet af trafikuheld med spritbilister er stigende i Silkeborg Kommune, og at tallet her er højere end i resten af landet.

De falske p-afgifter er en venlig påmindelse om ikke at køre spirituskørsel, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Inde i det falske girokort ligger også folderen "Tjek din promille". Her kan man blandt andet tjekke sin promille ud fra vægt, køn og antal genstande.

Det er afdelingerne Vej & Trafik samt Sundhedshuset i Silkeborg Kommune, som står bag kampagnen.

LÆS OGSÅ Alverdens borgmestre indgår Global Green New Deal

– Vi bruger falske p-afgifter i vores kampagne mod spirituskørsel for at nå ud til bilisterne og i sidste ende måske redde et liv. Det kan være, den falske p-afgift kan få pårørende til at stoppe en mulig spritbilist eller få en mulig spritbilist til at tænke en ekstra gang over, om det nu er en god idé at køre, fortæller Gitte Merstrand fra Vej & Trafik i Silkeborg Kommune.

Hun mener, at kampagnen sætter fokus på et vigtigt emne, da knap hver femte trafikuheld med personskade i 2017 i Silkeborg Kommune involverede spirituspåvirkede trafikanter.

– I 2017 skyldtes fire ud af syv dødsulykker her i kommunen spritkørsel. I sidste ende håber vi, at liv kan reddes og antallet af spiritusbilister og trafikuheld sænkes, siger Gitte Merstrand. ruh@kl.dk 

Emneord
Misbrug, Teknik

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Falske p-afgifter skal stoppe spritbilister Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger