Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
10.12.2018 kl. 14.42

Flertal i Aarhus vil have plantebaseret mad

Som led i klimamålsætning vil et flertal af politikerne i Aarhus Kommune have indført plantebaserede måltider til børn, ældre og ansatte i kommunen.
tekst Rudi Holm

Ældre, børn og ansatte i Aarhus Kommune skal fremover have mulighed for at vælge rent plantebaserede måltider. Et flertal i Aarhus Byråd bestående af Alternativet, Radikale Venstre og Socialdemokratiet er klar til at stemme for forslaget som led i en ny klimapolitisk fødevarestrategi for kommunen, skriver TV 2 Østjylland.

Forslaget skal drøftes på et byrådsmøde onsdag.

– Vi peger på, at alle institutioner løfter deres del og tilbyder et plantebaseret måltid, og så kan man få et kødprodukt ved siden af, siger Camilla Fabricius (S), 1. viceborgmester i Aarhus Kommune.

Partierne foreslår, at alle offentlige institutioner som skoler, daginstitutioner, plejehjem og medarbejderkantiner i kommunen skal tilbyde borgerne en plantebaseret valgmulighed. Det er også hensigten, at andelen af plantebaseret mad skal øges i de kommunale køkkener.

LÆS OGSÅ Alternativet vil af med rødt kød

Målet med forslaget er, at det kan bidrage til at nå kommunens mål om at være CO2-neutral i 2030. 

Hos Dansk Folkeparti er man ikke klar til at stemme for forslaget om plantebaseret mad. Rådmanden, som blandt andet har ansvaret for plejecentrene i kommunen, mener ikke, at det skal indføres på kommunens plejecentre. 

- Hvis de efterspørger vegansk mad, så kan man nok godt finde ud af det. Men det bliver ikke med min gode vilje, at vi på nuværende tidspunkt går ind og laver det som et ekstra måltid ved siden af, fordi det er ren madspild set på et plejehjem, siger Jette Skive (DF), rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune.  

Thomas Medom (SF), rådmand for børn og unge, vil heller ikke støtte de dele af forslaget, der vedrører kommunens børn.

LÆS OGSÅ Viceborgmester bag stormberedskab

- Jeg er ikke enig med partierne i, at det skal være et tilbud i de aarhusianske daginstitutioner. Der er jeg mere optaget af, at Sundhedsstyrelsen direkte fraråder det, og at det kan gå ud over børnenes vækst. Det lytter jeg mere til, siger Thomas Medom.

Alternativet, Radikale og Socialdemokratiet har tilsammen 16 mandater i byrådet, der i alt tæller 31 medlemmer. ruh@kl.dk 

Emneord
Byråd, Klima

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flertal i Aarhus vil have plantebaseret mad Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger