Arkivfoto
Arkivfoto
06.12.2018 kl. 10.41

Viceborgmester med opfordring til kollega: Drop dit mandat

Gribskov Kommunes viceborgmester opfordrer sin byrådskollega og tidligere partikammerat til at nedlægge sit mandat.

Der er udbrudt ordkrig om et mandat i Gribskov Kommunalbestyrelse. Det drejer sig om løsgængeren Betina Sølver, der indtil videre har været fraværende i fire måneder af året. Senest på grund af to måneders sygeorlov, som hun vender tilbage fra i næste uge.

Oven i hatten er hun tidligere socialdemokrat, så når hun er fraværende, er det en socialdemokrat, der bliver suppleret ind.

Den situation er Socialdemokratiets viceborgmester Bo Jul Nielsen ikke tilfreds med. Det fortæller han til Frederiksborg Amts Avis.

– Det er en uholdbar situation. Suppleanten Mette Tolstrup ved ikke, hvad hun har at arbejde med, og det er også svært for Socialdemokratiet, at vi er nogen gange fem og nogen gange fire, siger han.

LÆS OGSÅ 15 facts om kommunalpolitikernes liv

Betina Sølver har dog overhovedet ikke tænkt sig at opgive sit mandat.

– Jeg har ikke lyst til at træde tilbage. Jeg brænder for min politik og vil meget gerne gøre arbejdet færdigt. Jeg glæder mig faktisk rigtig meget, siger hun.

Betina Sølver forlod Socialdemokratiet i marts i år for at stifte en ny liste, Velfærdspartiet. Socialdemokratiet havde hun været medlem af siden marts 2015. Inden da var hun blevet valgt for Venstre.

Hvis Betina Sølver alligevel skulle vælge at nedlægge sit mandat, vil hendes mandat gå til Socialdemokratiets første suppleant. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Viceborgmester med opfordring til kollega: Drop dit mandat Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger