Lokalpolitikerne i Vordingborg er mildest talt ubegejstrede for udsigten til at øen Lindholm skal fungere som udrejsecenter for kriminelle, udviste flygtninge. (Foto: Colourbox)
Lokalpolitikerne i Vordingborg er mildest talt ubegejstrede for udsigten til at øen Lindholm skal fungere som udrejsecenter for kriminelle, udviste flygtninge. (Foto: Colourbox)
05.12.2018 kl. 15.44

Vordingborg byråd minus DF klager over asyl-ø: Uhørt spild af skattekroner

Det er uhørt spild af skatteborgernes penge at etablere et udrejsecenter på Lindholm. Det skriver en næsten samlet kommunalbestyrelse i Vordingborg, hvor Lindholm ligger.

Byrådspolitikerne i Vordingborg Kommune er så vrede over, at regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm, at de nu har sendt et brev til finansminister Kristian Jensen (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V). Samtlige politikere minus Dansk Folkepartis tre medlemmer står bag brevet.

De skal bo på Lindholm

Målgruppen for Udrejsecenter Lindholm er:

  • Udlændinge på tålt ophold
  • Udlændinge, der er udvist som følge af kriminalitet eller af hensyn til statens sikkerhed mv.
  • Fremmedkrigere
  • Afviste asylansøgere, der dømmes for overtrædelse af straffeloven, våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer på eller omkring et udrejsecenter.

Kilde: Finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

I brevet forklarer kommunen, hvordan de opfatter beslutningen. Og det er ikke pæne ord, de sender til Slotsholmen i København.

– Det er med betydelig forundring, at vi i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune har erfaret, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti planlægger at oprette et udrejsecenter for bl.a. kriminelle udviste, udlændinge på tålt ophold og fremmedkrigere på øen Lindholm i Stege Bugt, lyder indledningen i brevet.

Borgmester Mikael Smed (S), der har afsendt brevet på vegne af sine byrådskolleger, skriver, at udmeldingen er kommet bag på lokalpolitikerne, og at den allerede har skabt uro og bekymring i lokalbefolkning.

LÆS OGSÅ Odense vil holde øje med kriminelle flygtninge
FOR ABONNENTER

Spild af penge

Han kritiserer desuden det økonomiske rationale bag beslutningen.

– Sagt meget kort, så virker det som en forhastet beslutning, der i helt uhørt grad medfører spild af skatteborgernes penge. Et i øvrigt meget mærkeligt signal til omverdenen og til os som kommune, da vi og flere andre kommuner i den grad kæmper for generelt at få økonomien til at hænge sammen, skriver Mikael Smed.

Lokalpolitikerne opstiller et regnestykke for at underbygge: De 125 pladser på øen koster 759 millioner kroner frem mod 2022. Driften vil koste 1,8 millioner kroner om året per beboer på øen, hvis samtlige 125 pladser bliver brugt.

De høje udgifter skyldes blandt andet, at byggematerialer skal fragtes til øen med færge, ligesom der ikke er adgang til rent drikkevand på øen. Det skal også med færgen derover.

LÆS OGSÅ Dødstrusler mod Hans Toft

– Det er helt sikkert lysår dyrere end at bo på hoteller og kroer i vores kommune, skriver politikerne.

Politikerne i Vordingborg mener heller ikke, at det bliver nemmere at holde øje med beboerne, bare fordi de bor på Lindholm. De vil få mulighed for at forlade øen med en færge, og fra Kalvehave, hvor færgen lægger til, kan man tage bussen videre til resten af Sjælland.

Inger Støjberg har i et interview med Politiken forklaret, at planen er, at færgen skal sejle sjældent og være så dyr, at beboerne ikke har råd til at tage frem og tilbage ofte.

Mangler svar

I brevet peger Mikael Smed og lokalpolitikerne på, at det endnu er uklart, hvordan den øgede polititilstedeværelse skal udformes, og at der derfor ikke er taget hånd om problemer med lokalbefolkningens tryghed.

LÆS OGSÅ Borgmester vægrer sig ved udsigt til at huse udrejsecenter

Og så kritiserer de Christiansborgpolitikerne for bare at flytte et problem fra Jylland til Møn og Sjælland.

– Hvor det er bedst at placere et udrejsecenter for denne gruppe udlændinge i landet, ved vi ikke. Men forslaget om at flytte dem fra én landsdel til en anden løser grundlæggende ikke problemerne med den oplevede utryghed hos borgerne i lokalsamfundet – uanset om de placeres på en ø eller ej, skriver de. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vordingborg byråd minus DF klager over asylø: Uhørt spild af skattekroner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger