To ansatte i Ærø Kommune har modtaget pengegaver, der endte i personalets fælleskasse. Nu strammer kommunen reglerne. Foto: Colourbox
To ansatte i Ærø Kommune har modtaget pengegaver, der endte i personalets fælleskasse. Nu strammer kommunen reglerne. Foto: Colourbox
04.12.2018 kl. 09.52

Strammer gaveregler: Ansatte modtog pengegaver til kaffekassen

Ærø Kommune strammer reglerne for de ansattes modtagelse af gaver fra borgere og virksomheder. Det sker, efter to medarbejdere har modtaget pengegaver, der endte i personalekassen.

To medarbejdere i Ærø Kommune har modtaget pengegaver. Det fører nu til, at Ærø Kommune strammer reglerne for kommunalt ansattes modtagelse af gaver. Det siger borgmester Ole Wej Petersen (S) ifølge TV2 Fyn.

– Anledningen er en konkret sag, hvor vi har modtaget nogle gaver, som vi nok ikke burde have modtaget, siger han.

Borgmesteren mener dog ikke, at de to medarbejdere har gjort noget galt. Han peger på, at kommunen indtil nu ikke har haft retningslinjer for modtagelse af gaver. Desuden er der ikke tale om, at de to medarbejdere har stukket pengene i egen lomme. De er derimod endt i personalets fælleskasse.

De nye regler præciserer, hvad man som kommunalt ansat må og ikke må modtage fra taknemmelige borgere, virksomheder og organisationer.

LÆS OGSÅ Ny direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København

Retningslinjerne fastslår, at kommunens ansatte bør være "meget tilbageholdende med at modtage gaver", hvis de bliver givet i forbindelse med de kommunalt ansattes arbejde. 

I nogle få situationer må de ansatte dog gerne tage imod gaver. Der skal dog være tale om beskedne gaver, som er givet i forbindelse med runde fødselsdage, jubilæer eller højtider og lignende. Beskedne gaver defineres i den sammenhæng som for eksempel en bog eller et par flasker vin.

De kommunalt ansatte må også gerne tage imod taknemmelighedsgaver, hvis det vil virke uhøfligt og skuffende at sende gaven retur. Det kan for eksempel være pædagoger, der får en æske chokolade af forældre til et barn, der stopper i en institution. Chokoladen skal dog om muligt deles med resten af afdelingen.

De nye retningslinjer skal sikre, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved de ansattes objektivitet. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Albertslund ansætter ny chef for Økonomi & Stab

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Strammer gaveregler: Ansatte modtog pengegaver til kaffekassen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger