Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
31.08.2018 kl. 10.38

Erhvervsuddannelserne har et dårligt image hos forældre og unge

Der er plads til forbedring, når det gælder om at få flere unge til at søge erhvervsuddannelserne. Det viser en Rambøl Qvartz analyse, som er bestilt af Undervisningsministeriet.
tekst Sidsel Boye

Erhvervsuddannelser er noget, man kun vælger, hvis man ikke har mulighed for at komme på gymnasiet. Sådan er holdningen i vid udstrækning hos grundskolelærerne, forældre og unge, og det er en barriere, når målet er at få 25 procent af de unge til at vælge den praktiske uddannelsesvej.

Konklusionen stammer fra en spritny analyse, som Rambøl Qvartz har lavet for Undervisningsministeriet. Analysen skal danne grundlag for en opfølgning på erhvervsuddannelsesreformen fra 2014.

Analysen viser, at der er plads til forbedringer på en række områder.

For det første peger analysen på, at kommunerne ikke har tilstrækkeligt ejerskab til området. Og at klare kommunale mål og strategier har betydning for, om flere unge søger erhvervsuddannelserne.

LÆS OGSÅ Virksomheder og kommune deler elever

Den peger også på betydningen af, om der er dedikerede medarbejdere, der kan skabe bro mellem grundskolen og erhvervsuddannelserne og erhvervslivet.

Analysen viser også, at folkeskolen endnu ikke fuldt ud har formået at udnytte reformens nye muligheder for at skabe kontakt til erhvervsuddannelser og virksomheder, for på den måde at give en bredere inspiration til de unges uddannelsesvalg.

Endelig er alle de gode tanker om at skabe mere attraktive ungemiljøer på erhvervsuddannelserne heller ikke omsat til praksis alle steder.

Analysen peger på otte indsatsområder. Et af dem handler om 10. klassetilbuddet, som i dag varierer meget fra kommune til kommune. En mulighed er at målrette 10. klasse endnu mere mod erhvervsuddannelserne. For eksempel er der et potentiale for de kommuner, som endnu ikke har oprettet den erhvervsprofilerede EUD10. De kan med fordel benytte nabokommunens.

LÆS OGSÅ Riisager til nordsjællandske kommuner: I er uddannelsessnobber

En væsentlig del af de unge tager 10. klasse på efterskole, og analysen peger på, at der også her er et potentiale i, at efterskolerne målretter arbejdet mere mod erhvervsuddannelserne. sib@kl.dk

Læs analysen her

Emneord
Uddannelse, Erhverv

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Erhvervsuddannelserne har et dårligt image hos forældre og unge Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger