Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
30.08.2018 kl. 11.23

Gangbesværet ældre kvinde cyklede pludselig i 40 minutter

Virtuel træning skal gøre motion til en leg i ældreplejen. Vejle Kommune tester i øjeblikket et motivationsværktøj på deres plejecentre.

Skærme med motivationsfilm skal stimulere ældre til øget aktivitet, når de træner på motionscykel eller gå- eller løbebånd.

– Motion er godt for kroppen uanset alder og har en positiv effekt på både fysik og psyke. For plejehjemsbeboere og ældre, der skal genoptræne derhjemme, er det vigtigt at fastholde og vedligeholde træningen. Vi har derfor købt to pc'er med "Motiview", som vi tester i ældreplejen, fortæller Helle Brinch, seniorchef i Vejle Kommune.

Foto: Vejle Kommune

Motiview testes i øjeblikket på to plejecentre i Vejle Kommune. Motivationsværktøjet indeholder et filmbibliotek, der betyder at den ældre borger for eksempel kan gå eller cykle en tur i sin barndomsby eller hjembyen.

Vækker minder hos demente

Motiview et motivationsværktøj udviklet til ældre, der ved hjælp af levende billeder og lyd kan stimuleres til træning og motion. Det består af en skærm med motivationsfilm, som kan kombineres med et træningsredskab – en motionscykel, en siddecykel eller et gå- og løbebånd.

– Skærmen giver også adgang til et filmbibliotek. Filmene indeholder elementer med høj genkendelsesværdi, som betyder, at man for eksempel kan cykle eller gå en tur i kendte omgivelser, som vækker minder. Det kan for eksempel være i barndoms- eller hjembyen. På den måde bliver træningen til en oplevelse, som motiverer til mere træning. Motiview kan således også være med til at genopfriske minder og træne hjerne hos borgere med demens samtidig med, at de bliver motiveret til motion, siger projektleder Anne Dunker.

LÆS OGSÅ KL mener: Aktivitet er god medicin

Cyklede derudaf

Et af de steder, hvor Vejle Kommune tester skærmløsningen, er på Plejecenter Sofiegården, og her har de allerede gode erfaringer med værktøjet:

– En ældre kvinde, som har meget svært ved at gå og generelt har en lav udholdenhed, cyklede en dag en hel videos længde – cirka 40 minutter og uden væsentlige pauser. Efterfølgende var hun meget glad og snakkede hele vejen tilbage til fællesstuen, hvor hun fortsatte med at snakke lystigt om oplevelsen til de andre, fortæller Axel Sixhøj Laursen, der er fysioterapeut og arbejder med genoptræning på Sofiegården.

Han og kollegaerne oplever generelt, at det er nemmere at få borgerne til at træne, og borgerne udtrykker også selv, at de er glade for den virtuelle træning.

Målet for den virtuelle træning er netop at øge antallet af træningsgange, at træningsintensitet og -varighed øges, og at træningen opleves som mere motiverende for den enkelte.

LÆS OGSÅ De ældre skal op af stolen
FOR ABONNENTER

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Gangbesværet ældre kvinde cyklede pludselig i 40 minutter Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger