Skovarbejder Peder Brøgger i Ringkøbing-Skjern Kommune har øjnene med sig, når han færdes i den vestjyske natur. For nylig opdagede han sivarten Juncus dudleyi, der ikke tidligere er set i Danmark. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune
Skovarbejder Peder Brøgger i Ringkøbing-Skjern Kommune har øjnene med sig, når han færdes i den vestjyske natur. For nylig opdagede han sivarten Juncus dudleyi, der ikke tidligere er set i Danmark. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune
27.08.2018 kl. 11.33

Hverken inva-siv eller aggres-siv

Ny sivart opdaget af skovarbejder i Ringkøbing-Skjern Kommune. Miljøstyrelsen vurderer, at det nye siv ikke er aggressivt.

For det utrænede øje ligner det lange strå almindeligt, højt græs, men da skovarbejder Peder Brøgger på en brandvarm julidag lidt spontant inspicerer en lavning i Videbækområdet efter at have sat en solskærm op, der skulle yde græssende får lidt tiltrængt skygge, sker det højst usædvanlige: Han gør fundet af en ny sivart i Danmark. 

Normalt vokser sivarten Juncus dudleyi i Nordamerika og i Centraleuropa, men nu er sivet dukket op i Ringkøbing-Skjern Kommune nærmere bestemt i Videbækområdet.

Det er stort

Peder Brøgger har færdedes i naturen i kraft af sit job som skovarbejder i Vej og Park i en lille menneskealder. Her fører han tilsyn med Ringkøbing-Skjern Kommunes skove og udfører derudover forskelligt arbejde, der har med kommunens træer at gøre. Og selv for den skovteknikeruddannede mand, der er vant til at have øjnene med sig og kender alle krinkelkroge i den lokale natur, er det yderst usædvanligt at finde en helt ny art:

– Det er stort. Det har jeg ikke prøvet før, og først troede jeg, at det blot var en art, jeg ikke har set før, det sker tit, fortæller Peder Brøgger.

LÆS OGSÅ Esbjerg-borgmester: Stop for olieudvinding er vemodigt men et godt skridt mod grøn omstilling

Han tog derfor en plante med hjem og slog op i diverse opslagsværker og på nettet. Arten lod sig imidlertid ikke bestemme.

– Da den ikke var at finde nogen steder, var jeg klar over, at der var sket noget særligt, siger han.

Han registrerede fundet og kontaktede biologerne i kommunens afdeling for Land og Vand. Senest har en botaniker, der er ekspert i siv og frytler, været på findestedet for at bekræfte fundet.

Ikke invasiv

Det er heller ikke hverdag i Land og Vand, at der indløber en sag om fundet af en helt ny art.

LÆS OGSÅ Panserbassen har fokus på fællesskabet
FOR ABONNENTER

– Det er selvfølgelig stort, men i udgangspunktet er vi skeptiske, fordi vi er ret påpasselige med at bevare vores biodiversitet ved at beskytte de hjemmehørende planter fra invasive arter, forklarer afdelingsleder Ivan Thesbjerg.

Miljøstyrelsen har slået fast over for afdelingen, at Juncus dudleyi ikke er aggressiv, men kommunen vil alligevel holde et ekstra vågent øje med det ranke siv, der indtil videre har sat cirka 40 planter i et regnvandsbassin i nærheden af Videbæk, som er gravet i forbindelse med klimatilpasning til større nedbørsmængder efter de voldsomme oversvømmelser i september 2014.

 – Nu vil vi se, hvordan den udvikler sig, måske kan den trives, måske går den i sig selv igen, måske finder det et naturligt leje. Vi følger det tæt, siger Ivan Thesbjerg. 

Hvordan den nordamerikanske sivart er kommet til Vestjylland, er der ingen, der tør spå om. Den kan have været blind passager på en gravemaskine, på en skosål eller noget helt tredje:

LÆS OGSÅ Ombudsmand lukker Frederiksberg-borgmesters boligsag

 – Sikkert er det, at vi transporterer os selv og vores varer langt mere og længere, end vi har gjort tidligere, så jeg tror, at vi vil komme til at se flere fund af ikke-hjemmehørende arter i fremtiden, siger Ivan Thesbjerg.

Det kan meget vel være, at det også er skovarbejder Peder Brøgger, der gør det næste fund:

– Han kommer af og til med et eller andet spændende, han lige vil vende med biologerne, og det er dejligt at vide, at vi har dygtige og opmærksomme folk i felten, siger Ivan Thesbjerg. tkn@kl.dk 

Emneord
Natur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Hverken inva-siv eller aggres-siv Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger