Arkivfoto
Arkivfoto
24.08.2018 kl. 09.38

Magtovertagelse fuldbyrdet: Nyt flertal i Glostrup sætter sig på formandsposter

Den nye flertal uden om borgmester John Engelhardt (V) har gennemført den bebudede magtovertagelse. Flertallet sætter sig på samtlige udvalgsformandsposter.

Flertallet uden om borgmester John Engelhardt (V) stemte onsdag aften en omkonstituering igennem i byrådet i Glostrup. Den betyder, at borgmesterpartiet Venstre og støtterne i Dansk Folkeparti mister deres udvalgsformandsposter, som i stedet bliver besat af personer fra det nye flertal.

Dermed har Samarbejdsgruppen, som det nye flertal kalder sig, gennemført den magtovertagelse, der lå i kortene efter de meddelte, at de ville ændre udvalgsstrukturen. Ændringen, som betyder, at antallet af udvalg går fra seks til syv, medfører nemlig også, at der skulle være omkonstituering i samtlige udvalg.

I den nye udvalgsstruktur, som er forklaringen på, at styrelsesvedtægten i det hele taget skulle ændres, bliver Vækst- og beskæftigelsesudvalget delt op i to nye udvalg: Vækst- og byudviklingsudvalget samt Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget.

Det skal ifølge Samarbejdsgruppen løse snitfladeproblemer mellem Vækst- og Beskæftigelsesudvalget og Børne- og Skoleudvalget, når det drejer sig om unge under 25 år uden ungdomsuddannelse. Og desuden sikre at der er et stående udvalg, som har ansvaret for den langsigtede udvikling i kommunen.

LÆS OGSÅ Alternativet har fundet afløser for Niko Grünfeld

V og DF vil klage

Venstre og Dansk Folkeparti, der mister deres formandsposter, gjorde det under behandlingen af sagen i byrådet onsdag aften klart, at de vil føre sagen videre.

De bad om at få ført en protest til protokol.

– Den nuværende Styrelsesvedtægt blev vedtaget i enighed af Kommunalbestyrelsen den 7. februar 2018. Så bare 6 måneder senere - og efter en ny politisk gruppering ser dagens lys - vil man ændre styrelsesvedtægten og argumenterer bl.a. med snitfladeproblemer og ændret lovgivning. Argumenterne er ikke valide - forslaget er udelukkende et alibi-forslag, der dækker over ønsket om politisk og økonomisk magt ved at begrænse lovligt valgte medlemmers indflydelse. Dette bekræftes af udsagn fra Torben Jensen og Palle Laustrup. Udgangspunktet er styrelseslovens § 17, hvoraf det fremgår, at man ikke lovligt kan foretage en sådan vedtægtsændring uden vægtige grunde. Sagen vil blive forelagt Tilsynet med kommunerne, lyder det i referatet.

De sigter blandt andet til udtalelser, som SF’eren Palle Laustrup gav til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner den 10. august, hvor han bekræftede, at ændringen af styrelsesvedtægten havde til formål at sætte Venstre og DF uden for indflydelse.

LÆS OGSÅ 15 facts om kommunalpolitikernes liv

Senere samme dag henvendte han sig til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner med en tilføjelse.

– Mine udtalelser står for min egen regning. Samarbejdsgruppen har ikke nogen planer om at fjerne nogen fra nogen poster. Vi har planer om at føre en fornuftig og god politik for Glostrup i samarbejde med hele kommunalbestyrelsen, sagde han.

Har spurgt KL

Glostrup Kommune har inden omkonstitueringen fandt sted bedt KL-konsulenterne om at udarbejde et notat, der vurderer lovligheden af ændringerne. I det notat skriver KL-konsulenterne følgende:

– Der er KL-konsulenternes vurdering, at de således angivne begrundelser for de foreslåede ændringer i Glostrup Kommunes styrelsesvedtægt er saglige og derfor lovligt kan danne baggrund for ændringer i kommunens styrelsesvedtægt, skriver de i notatet.

LÆS OGSÅ ”Hvis man er spidskandidat, er man også borgmesterkandidat”
FOR ABONNENTER

Ingen formandspost til SF

Formandsposterne i de nye udvalg bliver ifølge en pressemeddelelse, som Glostrup Kommune har udsendt, fordelt mellem Samarbejdsgruppen partier, som tæller Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De konservative og Bylisten. Socialdemokraterne sætter sig på tre af udvalgsformandsposterne, mens Enhedslisten, De konservative og Bylisten får en udvalgsformandspost hver.

Økonomiudvalgets formand kan der ikke pilles ved, da det altid er borgmesteren, der besætter den. Derfor er John Engelhardt stadig formand for økonomiudvalget.

Udskiftningen betyder også, at den tidligere borgmester Søren Enemark (S) bliver udvalgsformand.

SF og partiets ene byrådsmedlem, Palle Laustrup, får som det eneste parti i Samarbejdsgruppen ikke en udvalgsformandspost. Forklaringen er ifølge Palle Laustrup, at det er resultatet af en intern aftale, og at han ikke er utilfreds med det.

LÆS OGSÅ Dansk Folkepartis sejr kan styrke kommunerne
FOR ABONNENTER

Det nye flertal i Glostrup Kommune opstod før sommer, hvor Venstre, der sad med det smallest mulige flertal, ekskluderede Lars Thomsen. Han valgte at stifte Bylisten og indlede et samarbejde med partierne fra den røde blok. Også Dan Kornbek Christiansen (K) trådte ind i Samarbejdsgruppen, og dermed sikrede Samarbejdsgruppen sig et flertal på 11 mod 8 i byrådet.

Den nye udvalgsstruktur træder formelt i kraft fredag den 24. august og vil ifølge Glostrup Kommunes pressemeddelelse gælde til 31. december 2021, hvor byrådsperioden udløber. jki@kl.dk

UDTALELSE FRA SAMARBEJDSGRUPPEN

Samarbejdsgruppen i Glostrup bestående af S, SF, EL, K og Bylisten har sendt følgende udtalelse som svar på Nyhedsmagasinet Danske Kommuner anmodning om en kommentar:

"Samarbejdsgruppen har hen over sommeren arbejdet stenhårdt på at udarbejde et samarbejdsgrundlag der tager udgangspunkt i at gøre det bedste for Glostrup!

I den forbindelse har vi identificeret en hel del snitfladeproblemer i stående udvalg samt udfordringer og uhensigtsmæssigheder i forbindelse med det paragraf 17, stk 4 udvalg der havde fokus på udvikling af bymidten i Glostrup - alt dette har vi udførligt beskrevet.

Samarbejdsgruppen ønsker at tale, lave og føre politik - det er det det hele handler om - og det fremgår tydeligt af alle de ting vi i fællesskab har lagt frem.

Samarbejdsgruppen ønsker politisk set, at gøre det bedste for Glostrup, og derfor har vi valgt det team som vi mener bedst kan sikre det!

Derudover har vi ingen bemærkninger."

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Magtovertagelse fuldbyrdet: Nyt flertal i Glostrup sætter sig på formandsposter Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger