Foto: Aalborg Kommune
Foto: Aalborg Kommune
23.08.2018 kl. 14.04

KL: Beskæftigelsesaftale bringer os ikke i mål

Kommunerne hilser forenkling af beskæftigelsesindsatsen velkommen. Men aftalen er ikke ambitiøs nok, ligesom truslen om at sætte underpræsterende kommuner under administration møder kritik.

En bred aftale om en reform af beskæftigelsesindsatsen er landet. Løftet om færre regler og mindre bureaukrati bliver mødt med glæde i kommunernes forening KL, men aftalen er ikke ambitiøs nok, siger formanden for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg, Thomas Kastrup-Larsen (S).

– Det er godt, at der nu er kommet en aftale om en mere enkel beskæftigelsesindsats. Aftalen vil betyde, at de ansatte i jobcentrene i højere grad kan koncentrere sig om kerneopgaven, nemlig en skræddersyet indsats til borgerne, som vil komme både virksomheder og borgere til gavn. Vi kvitterer for, at der er lyttet til KL's ønsker. Men desværre er forenklingen ikke så gennemgribende, som KL havde ønsket, siger Thomas Kastrup-Larsen, der også er borgmester i Aalborg Kommune.

Tidligere i dag indgik regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Radikale en aftale om beskæftigelsesindsatsen. Den indeholder en række forenklinger af kommunernes beskæftigelsesindsats, og målet er at gøre op med bureaukrati og stive regler.

Det lykkes partierne, ifølge KL, i nogen grad med. Men Thomas Kastrup-Larsen slår også fast, at aftalen ikke er ambitiøs nok til at forløse det helt store effektiviseringspotentiale.

LÆS OGSÅ Borgmester fjerner direktør efter kritik af jobcenter

Bål og brand virker ikke

Aftalen indeholder desuden en række sanktioner over for kommuner, der ikke klarer sig så godt, som man kunne have forventet ud fra deres rammevilkår. Sanktionerne er i første omgang et skærpet tilsyn og i yderste konsekvens, at en kommune kan blive sat under administration og få dikteret dens beskæftigelsesindsats fra centralt hold. Også den del er Thomas Kastrup-Larsen kritisk over for.

– Det er helt klart, at når man får frihed, så følger der også et ansvar med. Men sådan nogle sanktionsredskaber, hvor man truer med at sætte kommuner under administration og farer frem med bål og brand, kommer ikke til at give nogen særlig gode resultater. I stedet handler det om at hjælpe dem, der har nogle udfordringer. Trusler om sanktioner er en træls måde at gribe det an på, og der så vi hellere, at man tager en grundig dialog med de kommuner og så i fællesskab får rettet op på det, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Initiativerne i beskæftigelsesaftalen skal udmøntes i lovforslag og forventes at træde i kraft 1. juli 2019. jki@kl.dk 

Emneord
Beskæftigelse

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL: Beskæftigelsesaftale bringer os ikke i mål Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger